En musikalsk komedie for børn af Nørregaards Teater & Randers Teater om store følelser og små brande – og om at lære, hvordan man tæmmer sin indre ild.
Frejas vrede kan tænde en hel ildebrand! Når det bobler indeni, bliver hendes kinder glødende røde, og hun skriger som en sirene. Hun ved bare ikke, hvordan hun skal få det til at stoppe igen.
Men pludselig dukker de seje superheltinder “Søstrene Brandmand” op! De ved alt om brandslanger og elementær brandbekæmpelse – men kan de også hjælpe med at slukke den ild, der brænder indeni Freja?
Frejas flammer er en musikalsk og humoristisk forestilling for de mindste – om store følelser, indre glød og styrken i at finde ro.
Medvirkende: Anne Karina Nikolajsen & Nanna Schaumburg-Müller • Dramatiker & instruktør: Anna Panduro • Scenograf & medinstruktør: Carsten Wittrock • Komponist: Rasmus Christensen • Kostumier: Birgitte Nisbeth • Forestillingen er skabt af: Nørregaards Teater & Randers Teater
Frejas flammer præsenteres i samarbejde med Svendborg Bibliotek, som også arrangerer aktiviteter i forbindelse med forestillingen:
Mød dine børnebibliotekarer fra Svendborg Bibliotek til Børnebaggård i pausen mellem forestillingerne d. 14. september kl. 11.00 og 14.00. Vær med, når vi lægger ALLE vores følelser i en hyggelig krea-aktivitet.