På BaggårdTeatret tager vi din sikkerhed meget alvorligt, og vi følger nøje myndighedernes retningslinjer i forhold til COVID-19. De nuværende restriktioner gælder frem til den 7. Februar 2021, og teatret holder derfor lukket til og med denne dato.
Vores næste forestilling er Spejlmanden, som spiller d. 23. og 24. februar. Vælger regeringen at forlænge restriktionerne, og har du købt billetter til en forestilling, der må aflyses eller rykkes til en ny dato, refunderer vi naturligvis dine billetter eller tilbyder dig plads på de nye datoer.
Vi glæder os umanerligt meget til mødet med vort publikum i det nye år, og vi har naturligvis taget de nødvendige forholdsregler. Du må derfor forvente, at dit besøg i teatret forløber lidt anderledes, end du måske er vant til. Hjerteligheden er dog den samme!
FORHOLDSREGLER, NÅR DU SKAL I TEATRET
Vi har iværksat en række forholdsregler, som du kan læse om nedenfor. Vi beder desuden vore gæster om at følge de generelle anbefalinger i forhold til hygiejne og fysisk afstand.
Vi opdaterer løbende vores forholdsregler i takt med, at regeringen offentliggør nye retningslinjer. Orienter dig her på siden inden du skal i teatret. Har du billet, vil du også modtage en mail inden forestillingen. Derudover kommunikerer vi via nyhedsbrev og på sociale medier.
HÅNDSPRIT OG RENGØRING Vi har placeret standere med håndsprit i foyeren, i baren, på toiletter og ved indgang og udgang til teatersalen.
Vi har desuden sørget for ekstra rengøring af alle berøringsflader mellem hver forestilling.
MUNDBIND OG VÆRNEMIDLER Du skal bære mundbind eller visir i vores foyer og teatersal, når du går og står. Når du sidder ned, kan du tage det af. Husk også dit mundbind, når du rejser dig efter forestillingen.
Vores piccoliner og barpersonale bærer naturligvis også visir eller mundbind.
UDENDØRS FOYER OG BAR Vi rykker dele af foyeren ud under teltdugen foran teatret og udvider dermed foyer- og barområdet. På den måde undgår vi kødannelse indenfor. Vi åbner dørene 30 min. før, forestillingen begynder. Hvis I er flere, der går i teatret sammen, aftal et mødetidspunkt, så I kan gå samlet ind i salen.
PLADSANVISNING / INGEN FASTE PLADSER Vi har været nødsaget til at ændre salsopbygningen på grund af retningslinjerne i forbindelse med forsamlinger. Det betyder, at vi ikke kan lukke så mange ind i salen, og der vil derfor ikke være nummererede pladser. En piccoline viser dig og din evt. gruppe på plads i salen og sørger for afstand til andre grupperinger.
EKSTRA BEMANDING Der er flere piccoliner på arbejde end normalt, og de vil hjælpe og guide alle til en tryg teateroplevelse. AFSTAND / VIS HENSYN Vi beder alle holde god afstand til hinanden, både uden for vores hus, i foyeren og når publikum skal ind og ud af salen.
AFBUD / SYGDOM Det er vigtigt, at man bliver hjemme, hvis man føler sig syg eller har symptomer på sygdom. Meld afbud på billet@baggaardteatret.dk eller på telefon 6221 4043.
VIRUSFRI VANDRETEATER
Det usynlige teater kører ufortrødent videre. Du kan således fortsat gå Sundets Stilhed med Lars Mikkelsen fra Svendborg Havn og ud til Brechts Hus på Skovsbovej 8. Du kan også opleve vores nyeste usynlige teaterforestilling Under Isen, som starter på Faaborg Havn og slutter i Svanninge Bjerge. Download app’en BaggaardTeatret og køb turen. (BagÅRSKORT-holdere får mailet kode til turen). Se mere på baggaardteatret.dk
#BlivBevæget