Thure Lindhardt dykker ned i nogle af verdens ældste og vildeste skabelsesmyter. Fortællinger, der stadig kaster lange skygger ind i vores egen tid.
Oplev ham i et levende, morsomt og dybt menneskeligt foredrag om de første fortællinger og dem, vi stadig fortæller.
“I begyndelsen var Ordet.” Sådan lyder den velkendte kristne fortælling om verdens skabelse.
Men hvad sagde de andre?
Længe før Adam og Eva, ja årtusinder før, blomstrede civilisationer som sumererne, assyrerne, egypterne og grækerne med myter om verdens tilblivelse og undergang. De havde deres egne guder, syndfloder og skabelsesberetninger – ofte langt mere vilde, sanselige og billedrige end den, vi kender fra Bibelen.
Mange af disse fortællinger gik i glemmebogen gennem kristendommens årtusinder. Men takket være passionerede mennesker lever de stadig.
Nu vækkes nogle af dem til live igen af Thure Lindhardt i en levende fortælling, hvor myterne spejles i vores egen kulturarv – i samspil med Povl Chr. Balslevs stemningsfulde musik, når forestillingen opføres i Vor Frue Kirke i Svendborg.
Advarsel: Der vil optræde sprog og billeder, som kan virke stødende på det moderne øre, for i de tidligste tider var hverken skam eller skyld endnu opfundet.
På scenen: Thure Lindhardt • Idé & koncept: Thure Lindhardt • Organist: Povl Chr. Balslev • Præsenteres i samarbejde med: Vor Frue Kirke
