Genialt eller galimatias – to af landets skarpeste improspillere mødes på scenen, hvor intet er planlagt, og alt kan opstå.
Kasper er en del af Specialklassen og kendt for sine vanvittige figurer, skarpe one-liners og satire på Radio4. Lars kommer fra Kosmonauterne, der startede på Café Alibi i Odense for over 20 år siden og flere gange er kåret som Danmarksmestre i Teatersport.
Sammen med BaggårdTeatret har de udviklet et nyt, længere format, hvor der er tid til at folde øjeblikkene ud og skabe en aften med både substans og rigtig meget at grine af.
Alt opstår i nuet. Gattrup & Udengaard går direkte i dialog med publikum og lader forestillingen tage form undervejs. Et ord, en situation eller en skæv tanke bliver startskuddet, som de griber og forvandler videre. Resultatet er et levende og uforudsigeligt sceneshow, hvor intet er planlagt, og hvor du aldrig ser den samme aften to gange.
På scenen: Kasper Gattrup & Lars Udengaard • Koncept & idé: Gattrup & Udengaard • Produceret i samarbejde med: BaggårdTeatret