I denne søde sabbatårs-tid føles det som om, at jeg render rundt til diverse foredrag og arrangementer. Jeg har pludselig fået tiden til fordybelse og reflektion, som jeg ikke havde i gymnasiet. Derudover mangler jeg de daglige udfordringer, som jeg fik via undervisningen. Jeg er derfor begyndt at erstatte disse manglende udfordringer med foredrag, teater m.v. Dette er også en af grundene til at jeg glæder mig til denne specielle aften (som jeg ved det bliver) med Bodil Jørgensen, da hun er et af få mennesker der kan skabe den nødvendige intime sfære, som i min optik er nødvendig ved et foredrag. Bodil Jørgensen vil bl.a. fortælle om sit liv, deri også hendes mangeårige karriere. Og som bekendt var Bodil Jørgensen for nogen år siden desværre udsat for en frygtelig ulykke, som var tæt på at koste hende livet. Dette vil ligeledes være et af temaerne i hendes foredrag. Hun har tidligere i en udsendelse på DR2 fortalt om hvordan ulykken var med til at påvirke hendes syn på Gud – om hvordan Gud hjalp hende ud af mørket, da det var allerværst. Og i en tid hvor det efterhånden er mere kontroversielt at sige ‘jeg tror på Gud’ end ‘jeg har lige haft sex’ bliver det interessant at høre den troende side af hende også. Det er jo højaktuelt på dette tidspunkt at tale om tro med den igangværende serie “Herrens Veje”, som kører på DR1.

Bodil Jørgensen er i høj grad er kendt for sit humoristiske talent fra satire-programmet “Rytteriet”, hvor hun i en sketch bl.a. taler med sin datter om hvilke eskapader hun i løbet af weekenden har lavet. Vi må dog alligevel – på trods af dette – ikke underkende hvor reflekterende og inderlig et menneske Bodil Jørgensen kan være.
Udover fortællinger fra sit liv vil Bodil Jørgensen give den som visefortolker fra hendes eget repertoire akkompagneret af sin medbragte pianist, hvilket også er en ny side som vi ser af hende. Foredraget foregår i Borgerforeningen d. 20. november kl.19.30. Iøvrigt er Borgerforeningen et af Svendborgs skønneste bygninger at komme til arrangementer i, men den kan vi tage i næste Kulturfix.
Jeg ser frem til et foredrag fyldt med humor og skarpe replikker til livets finurligheder.

Du kan købe billet til arrangementet her.

af lea adelsten olsen