Her sidder jeg og skriver – på en dag midt mellem 1. maj og Karl Marx´ 200 års fødselsdag (lør. d. 5. maj). Og jeg tænker på begrebet “arbejde”. Et begreb som rummer meget forskelligt: fra det konkrete “at gøre noget”, det uformelle arbejde som får hverdagen til at hænge sammen, mad på bordet og rent tøj på kroppen, frivilligt arbejde, lønarbejde, stræbsom karrierer, udfoldelse drevet at ren lyst og nysgerrighed, og meget mere. Og altid må man se det i en historisk sammenhæng. Betingelserne er forskellige til forskellige tider og holdninger til arbejdsbegrebet ligeså. Hører tanker om arbejde til i en kulturblog? Ja, det synes jeg, for er der noget, som påvirker og er vævet sammen med kulturlivet (som også er arbejde), så er det de til en hver tid samfundsskabte rammer for arbejde.
Dagbladet Politiken havde 1. maj en kronik, hvor to socialdemokrater(*) lægger ud med at citere Jeppe Aakjær “Jeg bærer med smil min byrde” og de tager i kronikken Aakjær til indtægt for en nøjsom, stræbsom lønarbejdermoral, som de mener i dag er en mangelvare og samtidig en nødvendighed og selve grundlaget for velfærdssamfundet.
For det første er det faktisk ikke dét, sangen handler om, – den handler om glæde ved naturen og om dagens dont (som man kunne kalde det med et tidssvarende arbejdsbegreb), men som ikke ved læsning af teksten tyder på et lønarbejderforhold, nærmere en væren i hverdagen og naturen.
For det næste: Hvad er det at disse bannerførere for et bedaget arbejderparti er bange for, når de taler om manglende arbejdsmoral? Det lyder skingert, når et parti der skulle kæmpe for arbejdernes frihed og forbedrede arbejdsforhold bekymrer sig om, at folk ikke er hengivne nok i forhold til arbejdet og altså dybest set ikke hengivne nok overfor arbejdsgiveren. Hvis disse to socialdemokrater stod alene med den overbevisning, var der selvfølgelig ikke nogen grund til at skrive om det. Men det er faktisk en ret fremherskende holdning, at arbejde ikke bare er en nødvendighed for at skaffe penge til fornødenheder, men også menneskers redning fra deres egen iboende dovenskab og fra social isolation. Som de bl.a. skriver: ”At man bliver et bedre menneske af at gå på arbejde, er således ikke en ny erkendelse, men noget, vi først bliver opmærksomme på, når vi møder unge, der ikke er blevet beriget af de vigtige erfaringer fra fritidsjob og avisruter”. Længere nede i kronikken skriver de ”Vi skal med Henrik Nordbrandts ord(**) hjernevaske os selv til at et liv uden arbejde er et fattigt liv, og at det er sammen med kolleger og samarbejdspartnere, at vi skaber den ramme, der frisætter den enkelte.”
Der er i holdningen til arbejdet ikke store modsætninger mellem socialdemokraterne og højrefløjspartierne, og holdningerne sætter sine spor på områder som ikke er ”rigtig arbejde”, bl.a. prioriteringer i uddannelsessystemet og kultur i bred forstand. Og ikke mindst sætter det sine spor i lovgivningen om arbejdsløshed og førtidspensioner. I mine ører klinger ”At man bliver et bedre menneske af at gå på arbejde….” af en voldsomt devaluerende menneske- og livsopfattelse, som jeg efterhånden ser snige sig ind i debatten flere steder, uden at det tilsyneladende ryster verden. Jeg får kuldegysninger, når jeg læser sådan en kronik.
I 1880 (tre år før Marx døde) skrev Lafargue “Retten til dovenskab” hvor han afviser `Retten til arbejde´ som en ideologisk vildfarelse. Det bliver for langt at komme ind på her; så jeg vil slutte af med at citere Jeppe Aakjærs ”Jeg bærer med smil min byrde”:
Jeg slænger skalmejen for munden,
Jeg trækker så lang dens lyd,
At kilderne klukker i lunden,
Og bukkene bræger af fryd.
* Mogens Krüger (DSU) og Kaare Dybvad Bek (MF).
** Henrik Nordbrandt har udtalt: ”Folk har hjernevasket sig selv til at tro, at det er godt at stå tidligt op om morgenen og gå på arbejde.
*** en Skalmeje = en fløjte