Min først cykel var rød. En trehjulet, som jeg arvede efter min storebror. Den næste var sølvgrå. Sikkert købt brugt. Jeg husker stadig, hvordan mine forældre løb op og ned af Hjaltesvej på Thurø med en stang monteret på bagagebæret. Pludselig var balancen der. Benene forstod, hvornår der skulle trædes på pedalerne for at holde farten. Følelsen i kroppen var ubeskrivelig stor og stærk.

Siden er det blevet til mange cykler; lyserød, blå, grøn og flerfarvet. Kildemoes, SCO, Jupiter og Velorbis. Cyklen er et uundværligt redskab i det daglige. Til og fra skole og arbejde. Med i toget. I fritiden. Og hjem de sene nattetimer – selv når den har fået et par genstande. Jeg elsker den danske cykelkultur; den er det synlige bevis på, hvor mobile, selvstændige og frigjorte vi er. Uanset alder, køn og plads i samfundet. Så cykler vi. Socialt har det stor status at cykle til og fra arbejde, fordi der også er en sundhedsdimension koblet til fænomenet. Mange steder også en miljøforståelse. Når vi i Folketinget har besøg fra andre landes parlamenter, så er de altid helt færdige af grin over de mange cykler, der er parkeret foran Christiansborg. Og når de yderligere får fortalt, at halvdelen af Danmarks folketingsmedlemmer cykler på arbejde. Så aner de ikke, hvor de skal gøre af sig selv.

Massevis af udlændinge kommer tilmed til Danmark for at studere vores cykelkultur. Jeg har for et par år siden set et hold amerikanere med notatblokke stå og studere os, der kom pustende op ad Thurøbakken. Og når jeg er i det københavnske oplever jeg ikke sjældent turister, der står halvt ude på cykelstien for at forevige morgencyklisterne. Cykelkultur, det har vi i Danmark. Og det skal vi huske at værdsætte. 

Men den danske cykelkultur rækker også videre. Ind i arkitekturen. For med så mange cykler kan der ikke bygges en ny biograf, et supermarked eller offentlig bygning uden at der indtænkes cykelparkering. Og her er der plads til forbedring mange steder. Ligesom der også er plads til bedre parkeringsdisciplin blandt os cyklister. Der må kunne udtænkes smukkere og smartere cykelparkeringsmuligheder. Vi må kunne blive det land med de bedste arkitektoniske bud på cykelparkering. Kultur må gerne udvikle sig. Cykelkulturen må gerne træde lidt ekstra i pedalerne på netop dette punkt.     

Det er storkultur at cykle langs Christiansminde mens solen står op over Sydfyn og Svendborgsundbroen spejler sig i havet. Derfor skal vi give cykelkulturen videre til de kommende generationer. Det kræver, at vi hjælper dem med at finde balancen og træde i pedalerne. At cykle er at leve.

af Trine Bramsen

Tidligere: Svømmetræner i Svendborg Svømmeklub, gymnastiktræner på Thurø og ansat i Føtex, Svendborg Nu: Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og orlov fra stilling som seniorkonsulent i Deloitte