I foråret og til efteråret vil de svendborgensiske skolebørn opleve forstyrrelser af deres daglige rutiner, i det nogle vil påstå, er deres eneste tilbageværende frirum: Frikvarteret. BaggårdTeatret og Teater2Tusind nødlander en ufo midt i det hele.
Der er landet en UFO i en skolegård. Vragdelene ligger spredt ud over asfalten, hvor de blinker og summer af fremmed liv. Tre væsner har været med ombord og skal nu til at finde deres ståsted og plads på jorden. Regeringen kommer dem til hjælp med telte, toiletpapir og en udførlig plan over regler, der skal følges.
Det går meget godt den første dag. De tre væsner er kommet på plads, og selvom det med reglerne ikke helt giver mening for dem, så prøver de.
Instruktør Nils P. Munk gestikulerer energisk og tager hele kroppen i brug, mens han forklarer konceptet omkring den nye forestilling ”CRASH! – en frikvartersfantasi”. ”Det handler om at engagere publikum. Inddrage dem!”, siger han, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at han er manden, der kan løse den opgave.
”Der er så mange uudtalte regler i en skolegård: 9. klasserne hænger ud på bænkene, og på fodboldbanen er det drengene fra 5., der hersker. Når vi lander med vores UFO, så går vi ind og forstyrrer de mønstre, som eleverne har dannet, og så prøver vi at skabe nogle nye sammen med dem,” fortsætter han.
Den høje rødhårede mand med de lange arme viser, hvordan eleverne går rundt og pludselig bliver afbrudt i deres sædvanlige mønstre.
”Vi er vanedyr, og så snart vi bevæger os uden for vores vante regelsæt, så bliver vi utrygge. Det er det, der er forestillingens tema. Det at være ny. At finde ind i noget nyt og blive tryg i det,” forklarer han, mens han skiftevis synker sammen og retter sig i stolen.
En forestilling på fire dage
”Det var Sille (red: Peter Seligmann) fra Teater2Tusind, der ringede og spurgte, om vi ikke skulle gøre noget tosset. Der findes så meget fantastisk børneteater, men uanset hvor godt det er, så sidder der altid ti drenge på bagerste række, som ikke rigtig følger med. Vi ville lave noget anderledes for deres skyld, og det var ud fra den præmis, at forestillingen opstod,” forklarer han.
Sille og Nils har brudt med den traditionelle teatersal, flyttet forestillingen ud i børnenes frirum og ladet sig inspirere af gadeteatret. Her opstår forestillingen i samspil med publikum, og det gælder om hele tiden at få materialet til at tilpasse sig nye situationer.
Med sig til at hjælpe har de otte kasser med indbyggede højtalere og loop-pedal, så de kan optage og skabe musik på stedet.
”Vi havde en muligheden for at gøre noget helt andet: Flytte forestillingen ud til dem det hele handler om og lade den strække sig over flere dage. Det betyder, at forestillingen kommer til at leve på nogle helt andre præmisser. Vi skal lave en forestilling, som børnene kan få noget ud af, uanset hvor længe de bliver hængende. Nogle vil blive opslugt og se det hele, andre vil se ti minutter og så gå videre for at spille fodbold eller lege. Det skal der være plads til, men de skal alle få noget ud af det,” afslutter Nils.
