I anledning af iscenesættelsen af hans debutroman DEN SOM BLINKER ER BANGE FOR DØDEN gæster BaggårdTeatret til april, har vi inviteret Knud Romer til en snak om teater som kunstform. Advarsel! Det er ikke for sarte teateraficionados’ ører, når han svinger sværdet over scenekunsten.

På én gang ydmyg og voldsomt monologiserende er han, forfatteren, provoen, den klassiske musik- og litteraturelsker, og, ikke mindst, den kompromisløse kulturkritiker, der både citerer lange, uendeligt smukke passager af den walisiske digter Dylan Thomas, men samtidig gør opmærksom på, hvordan han hælder vand ud af ørerne, så snart der bliver stukket en mikrofon i hovedet på ham.

Spielverderber
Knud Romer lægger ud med at proklamere, at han har en indgroet aversion mod teater som kunstart. Han synes, at teater er ligesom børn, der leger med dukker i overgangsfasen. Teater er, at man forestiller sig noget udenfor sig selv. Det, han finder historisk interessant ved teater, er, at det har den samme funktion som med fodbold og gladiatorspil; at man i stedet for at have en bogstavelig udlevelse af følelser som kærlighed, had og drifter, så træder teatret til og veksler det til noget symbolsk. Der er med andre ord nogle stedfortrædere på scenen, der handler med deres følelser.

”Men altså, der er masser af mennesker, der elsker teater, hvorfor skal jeg sidde og pisse på andre menneskers glæder og være spielverderber (ham der ødelægger legen, red.) og siger æv bæv buh. Teatret fungerer jo i en vis forstand, det har sin niche, sin markedsposition, sit publikum. Jeg har ikke forstand på det, det siger mig ikke noget. Der er sikkert mange, der går i trance, når de er i teatret, og føler, at de er i rummet, at det sker i rummet. Det er der sikkert nogle, der gør. Jeg gør det bare ikke.”

Det skal vise sig, at hans ordstrømme alligevel har fået fat i nogle reminiscenser, for pludselig husker han et østtysk Brecht Teater, der i hans ungdom kom til Nykøbing og opførte Bertol Brechts ”Laser og Pjalter” med musik af Kurt Weil:

”Det er klart, at hvis der kommer et østtysk teater og opfører Brecht, så er det nok ikke ved siden af… Her i Køben- havn har jeg også set et walisisk teater opføre ”Under Milk Wood” af Dylan Thomas, sindssygt godt lavet. Hvis du har walisere, og du har Dylan Thomas, så kan det næsten ikke gå galt,” siger han og reciterer derefter med lydefri intonation hele starten af hørespillet; ”To begin at the beginning…”

Ikke performa men proforma
Men den poetiske idyl er hurtigt overstået, for med ét fyrer han eksklamatoriske maskingeværsalver af ord i telegrafstil imod, hvad han benævner som teatres selvdøde væsen:

”Jeg synes, at teatret er strandet. Det tager ikke sig selv alvorligt nok, det er, som om der ikke er noget på spil. Det er, som om det er proforma. Det nytter jo ikke noget, at de bare stiller sig op i fægtestilling på en scene og så siger deres replikker og tror, at den hellige grav er velforvaret. Live-situationen må genopfindes i forhold til publikum og i forhold til nærværet, og så må teatret finde ud af, hvilken begivenhed der kan iscenesættes, som ikke kan reproduceres i noget andet medie.

Hvis teatret skal overleve, så skal vi sætte livet på spil og prøve at se, hvordan vi kan lave teater, der er relevant nu, og som er samtidigt. Se, hvor mange tæsk Bornedal har fået for 1864, fordi de stadigvæk står i fægtestilling. Så lær dog at tale direkte, tal, som I tænker, tal, som I føler det, tal, som I ville tale til jeres børn, kone og venner. Tal for helvede! Sig noget! Lad være med at lave replikker! Og hvis I ikke kan gøre det bedre, så hav hele tiden en 200 liters tank med svineblod hængende over publikums hoveder, og smid det så ned i hovedet på dem til sidst, så de får noget for pengene og så lad billetten være en renseriseddel,” lyder Romers opfordring.

Vild og blodig avantgarde
Du kan da ikke mene, at teatret ingen intentioner har? Du siger det selv i din brandtale: ”Udtryk er betydning. Man peger. Man vil noget?”

”Ja, man har noget på hjertet. Men problemet med teatrets måde at pege på, er at de gør det med en fleuret! Til gengæld kan man pege på dem, der lavede Saló, performancegruppen SIGNA. Lige nu laver de totalteater, hvor man bliver tvangsindlagt som psykiatrisk patient. De er en vej frem. Der kommer du ud og er frysetørret af rædsel og af ubehagelighed, af pinlighed, af skam og alle mulige ubehagelige følelser har i løbet af forestillingen overvældet dig, og du har fået A bang for your dollar, ik’?”

Knud Romer uddyber, tydeligt oplivet og begejstret: ”SIGNA skaber nogle betingelser, der gør teatret farligt igen. Det bliver uafgrænset, uforudsigeligt, involverende, og det bliver et udtryk, som er samtidigt, hvor publikum lige pludseligt bliver en del af stykket, i en grad der overskrider deres borgerlige rettigheder, deres kropskontrol, deres jeg-grænser. En performance, som iscenesætter og agerer virkelige aspekter af vores samfundsliv. Hvor du oplever at være hjemløs, narkoman, luder, hvor du bliver hevet ud af din borgerlige tilværelse og din tilværelse som tilskuer, og som gør, at når du kommer ud, så har du fået et nyt syn på tingene og på dig selv.”

Den som blinker
Det tog lang tid, før Knud Romer kunne overtales til at se iscenesættelsen af sin debutroman ”DEN SOM BLINKER ER BANGE FOR DØDEN”. Han skrev siden denne kommentar:”Det tog mig et år at samle mod til at se forestillingen – og jeg besvimede næsten, fordi jeg så mig selv i øjnene og oplevede det hele en gang til: Det er hudflettende og bart som et stykke råt kød, der ryster af følelser – angst, fornedrelse, kærlighed – og alt sammen udspiller sig mellem det eneste, som findes i verden: To mennesker.”

Men som udgangspunkt var det sådan, at hvis der var noget, han ikke ville have, så var det at se romanen som skuespil. Eller filmatiseret, for den sags skyld. Han har sagt nej til Bille August så mange gange nu, at filminstruktøren er holdt op med at ringe. Det, som overbeviste Knud Romer ved denne iscenesættelse var, at både skuespillerne og instruktøren er uddannet i Tyskland i den Brechtske teatertradition. Han synes stykket er fint. Det er deres, som han siger:

”Det er jo det højeste, man kan ønske sig. Det er, at andre tager sig af det, man har lavet. Man har jo ikke ret til at kommentere, i virkeligheden. Man skal bare sige: Tak.”

af Rikke Helweg

Journalist, produktionsleder, fundraiser og teatertosset. Rikke har skrevet artikler for B TIMES siden avisens første udgivelse i juni 2014