Så er endnu et folkemøde på Bornholm gået sin skæve gang. Så forudsigeligt som altid mødes det ikke bare af den totale folkeoplysningseufori og glæde over, at den offentlige samtale får et skud vitaminer. Det mødes også med kritikken af, at det er en elitær djøf-festival, hvor det vildeste er, at landets magthavere har skiftet de sorte sko ud med farverige sneakers.

Så slås gækken ellers løs, og man kan da sagtens se det sande i kritikken, når samfundets top, medier, konsulenter og politiske hangarounds hiver den lysebå skjorte op af bukserne og diskuterer de samme velkendte temaer, som de taler om hele tiden alle andre steder, nu blot med en festivalsfadøl i hånden.

Men når det er sagt, så må man bare igen fastslå, at det bornholmske folkemøde i særklasse er en tiltrængt lufttilførsel til det danske demokrati. Ikke bare i kraft af sig selv, men sandelig også i kraft af den smittende effekt det har. Der er folkemøder allevegne nu. Små og store, lange og korte Med forskellige emner og med alle mulige forskellige mål.

Alle sammen puster de luft ind i demokratiet. Det demokrati, som ellers ofte kritiseres for at være tungt, for ufleksibelt, for fjernt og meget andet.

Men faktum er, at den demokratiske samtale rent faktisk har det godt. Den er levende, livlig og ikke mindst folkelig. Hvis det bornholmske møde kun indbefatter eliten, så må den siges at være stor, hvilket jo i sig selv er en kvalitet.

Vi er faktisk gode til at tale sammen, gode til at lytte og gode til at gøre det på en ordentlig måde. I hvert fald når vi mødes. For selvfølgelig kan en ordentlig offentlig samtale ikke føres bag en skærm eller i medier, hvor den ene part blot er tilskuer. Vi skal mødes, og på den måde er folkemødet både en illustration af løsningen og problemet.

Vi mødes for lidt. Det ser vi, når vi gør det. Om det så er eliten eller alle mulige andre. Vi rykker os, når vi ser hinanden i øjnene og og taler med hinanden i det, der så fint hedder øjenhøjde.

Det er faktisk forudsætningen for et velfungerende demokrati. Det problematiske ved folkemødet er derfor alene, at det kun varer tre dage – for vi må ikke glemme at få talt sammen de øvrige 362 dage. Folkemødet skal helst være konstant.

af Troels Mylenberg

Chefredaktør Jysk Fynske Medier