Kulturpolitikere skal sgu være lidt mere badass og turde bruge penge på kunst. Jeg bliver blodfattig og tom i blikket, når jeg hører, at kunst bør have ’bred appel’, særlig når det bliver sat i et modsætningsforhold til smal kunst, der betragtes som ’svært tilgængelig’. Som om folk skulle have intellektuelle gangstativer eller piktogrammer for at forstå smal kunst eller avantgarde kunst, eller hvad man nu vil kalde det. Come on!

Selvfølgelig bliver der diskuteret, hvad man skal bruge kunst- og kulturpenge på (og om disse kulturpenge i stedet burde gå til fortove, sygeplejersker eller borgmesterlønninger, men det er en anden diskussion). Man kan ikke få det hele – og slet ikke i en tid, hvor man skal have det hele for det halve eller det kvarte. Og når der er en sådan smalhals i kuverten med kulturpengene, kommer det hurtigt til at handle om, hvordan vi får mest smæk for skillingen – altså så meget ’kultur’ smurt ud i så tyndt et lag, at alle har en fornemmelse af, at have fået noget for pengene. Hvad dette noget er fremgår sjældent tydeligt i de politiske partiprogrammer. Men en ting er sikkert – det skal helst have en bred appel. Altså; flest muligt skal synes, at de har fået et lille stykke med kunst-og-kultur og remoulade, og at det er okay på en om ikke ligefrem begejstret så dog radiatorlunken måde.

Jeg ved ikke, hvad bred appel dækker. Bare jeg tænker på, hvor forskellige ting, folk putter i indkøbskurven i supermarkedet, bliver jeg i tvivl.

Jeg ved, der er noget, der kaldes populærkultur, og det betyder vel egentlig bare, at tilpas mange har fået øjnene op for noget – hvordan det så end er gået til; om det er markedsmekanismer og merchandise, eller om det er undergrund, der pludselig slår igennem. Når det sidste gør sig gældende, beviser det, at det smalle har en bred appel, så snart (det brede) publikum bliver præsenteret for det. Man kan bruge samme argument, som man gør overfor mindreårige, men kritiske forbrugere i førnævnte supermarked: ”Du ved ikke, om du kan lide det, før du har smagt det.”

Lige nu udstiller Louisiana Picassos keramik. Jeg har tænkt mig at tage min 5-årige datter med og se den sammen med hende. På den måde kan jeg både se den gennem hendes og mit perspektiv. Det er en udstilling, der har overordentlig bred appel. Men hvordan er det lige med det – altså, var Picasso svært tilgængelig, før han blev allemandseje? Bør man introducere publikum til ham med foldere af kvalitetstykt karton eller instruktionsvideoer, for at de kan se ’noget’ i hans lerfigurer?

Eller kan man forestille sig, at der slet ikke findes smal kunst – kun smal tænkning, der undervurderer publikums fatteevne.

Kunst er menneskets måde at udtrykke sig på om det, der ikke kun (men også) har med Maslows behovspyramide at gøre. Kunst er for eksempel, når førnævnte Picasso sætter et cykelstyr over en cykelsadel, og pludselig ser vi, at det ligner et ko-kranie – men det er det ikke. Det er dele af en cykel. Det er humor. Det er et nyt perspektiv lavet af mennesker for mennesker  – ikke af raketforskere til raketbyggere. Det er elegance. Det er enkelthed og kompleksitet. Det er umiddelbart. Se!

Hvis vi vil bruge penge på kunst, så skal vi turde gøre netop det – og også satse på det smalle, selvom der er smalhals. Giv mig gammeldags tolvtonemusik og lort på dåse fra sidste årtusinde – det er gammelt nyt, men det er ikke svært. Vi skal glæde os over, at kunst er alment tilgængeligt, også når den har et afsæt, som ’det brede publikum’ måske ikke er opmærksom på ved første øjekast. Kunst kan da sagtens have et intellektuelt eller ideologisk afsæt eller være et svar, et opgør med noget, der går forud for det specifikke værk. Det kan publikum jo erfare sidenhen (stik dem så den folder ved udgangen og en rabatkupon på et årskort). Men det er svært nogensinde at blive bekendt med noget, hvis ikke man bliver præsenteret for det. Derfor, kulturpolitikere: Lad være med kun at satse på det, der formodes at have bred appel. Vis avantgardekunst til børn! Se, hvordan de tager imod det uden forbehold. Gør det samme selv. Du behøver ikke kunne lide det endsige forstå det: Måske er der ikke noget at forstå. Og måske er der. Det er jo kunst.

af Kat Sekjær

Kat. Sekjær, Journalist og cand. mag i Teatervidenskab med speciale i dramaturgi. Skriver for mange forskellige medier og fagblade. Har som dramatiker skrevet flere teaterstykker og har sammen med kollegaen Kristen Bjørnkjær forfattet essaybogen, 'Katten & Bjørnen' (forlaget Lindhardt og Ringhof). Er fascineret af både virkelighedens og fiktionens vilde historier og karakterer - og elsker af samme grund, når de to verdener inspirerer hinanden.