Solskin, storm, regn eller frost. Uanset vejret står vi der – forældrene på sidelinjen ved fodboldbanerne. Indimellem er vi ved at fryse tæerne (og andre legemsdele) af, andre gange slikker vi sol og får røde kinder som børnene, der knokler løs på grønsværen for at få mål. Vi er fodboldforældre – i alt slags vejr.
Men vi er også frivillige, der knokler for vores lille forening og slås med at få enderne til at nå sammen på klubbens bundlinje. Og til trods for at vi står en flok ved grønsværen, er det alligevel ofte svært at finde folk nok til at hjælpe med opgaverne i klubben.
Du kender sikkert også de forældre, der aldrig kan køre for fodboldholdet, bage en kage til håndboldholdet, sidde en time ved dommerbordet, rydde op efter gymnastiktræningen, hjælpe ved klassefesten eller tage en tørn i klasserådet? Jeg tror, vi alle kender dem. Hvor har jeg været indebrændt, når jeg er stødt på dem. Jeg har ofte tænkt: “Ahrr altså, er det nu igen mig – og de andre Tordenskjolds soldater, der skal bage kage, sidde i forældrerådet og køre fodbolddrenge.”
Undskyldningerne er mange, og jeg har hørt de fleste: jeg skal flytte ud af huset i næste måned, min kanin skal til dyrlæge, græsset skal slås, jeg har været på arbejde hele ugen, jeg får gæster, min fryser skal afrimes osv. Ja, vi har alle travlt. Mega travlt faktisk.
Forleden tilbragte jeg en weekend i den lokale fodboldklub for at afvikle et fodboldstævne for 300 drenge på 11 år. De kom fra hele landet, de var indlogeret på skolen, de fik fuld forplejning og spillede fem-seks kampe fra fredag til søndag. De hyggede med landskamp lørdag aften og de fik en fælles oplevelse for livet.
For at afvikle sådan et stævne skal nogen tage ansvaret. Pilen peger ofte på trænerne og bestyrelsen. Jeg kom engang til at sige ja til en tjans i bestyrelsen, og jeg endte med opgaven at stå for indlogering og forplejning af de 300 børn, trænere og tilhørende forældre. Jeg fik hjælp af et par andre fodboldforældre med planlægningen, indkøb og logistikken, og vi lavede sammen en vagtplan, der viste, at der dagligt skulle bruges 25 -30 frivillige. Og så gik jagten i gang. Forældre og klubbens medlemmer blev opfordret til at byde ind på vagter, og langsomt lykkedes det at få næsten alle vagter besat. Næsten. Efter utallige opfordringer.
Nogle sendte undskyldninger og begrundelser for, hvorfor netop de ikke kunne hjælpe, og andre dukkede sig bare og håbede, at ingen opdagede, at de ikke hjalp til. Det er nemt at se sig sur på den slags forældre. Skuffet. Det er jo også deres børn, vi laver det for.
Men fredag aften kl 23 efter at have bespist de unge spillere, trænere og de medfølgende forældre, ryddet op og forberedt lørdagens rykind landede jeg hjemme og luftede hunden i månens skær. Mine fødder summede efter de mange skridt og timers aktivitet. Jeg havde susen for ørene af al den snak og larm fra 300 børn, men også fra alle de gode grin, vittigheder og høj stemning, der havde været blandt alle dem, der bidragede til arbejdet.
Det havde været en forrygende og hyggelig dag, hvor der også var travlt og mange opgaver. Jeg var træt. Men mest af alt fyldt op med glæde. Jeg havde set forældre fra nye sider hen over gulerodsskrælningen, serveringen, pizzabagningen og rengøringen. Jeg havde lært børnene bedre at kende og set nye bekendtskaber opstå i samarbejdet om afviklingen af stævnet. Set fællesskabet blomstre.
Da jeg gik der i mørket fredag aften, slog det mig, at alle de forældre, der sender undskyldninger eller dukker sig går glip af så meget. Gode oplevelser og fornøjelsen ved at skabe gode rammer for vores børn.
”Det er essensen af det gode liv at være en del af et fællesskab til gavn for børnene – men så sandelig også for en selv”, sagde en ven engang til mig. Og ja, hvor er det rigtigt.
De forældre, der sætter børnene af på P-pladsen fredag og henter dem igen søndag, snyder sig selv. Måske kan de ikke pga. sygdom, manglende overskud og problemer. Det er enormt synd for dem, der aldrig bidrager. De går glip af så meget godt.
Da jeg gik der i natten, følte jeg mig taknemmelig. Taknemmelig for at jeg har et liv, hvor der er plads til, energi til og overskud til at være med i fællesskabet. Skabe rammerne for mine – og andre børns oplevelser, og sikre at der også i fremtiden er en fodboldklub. Den weekend i klubben var uvurderlig. Du skulle prøve det! Det er en frivillig fornøjelse.