Rokoko har forvandlet animationsmediet. Det unge hold af iværksættere har opfundet animotion, en teknik, som ved hjælp af simple sensorer fra mobiltelefoner sætter liv til tegnefilmsfigurer på lærredet, styret af skuespillere bag en skærm, der taler direkte med publikum.
Af Rikke Helweg
Har du også en gammel drøm om at kunne tale med Baloo eller Bubbibjørnene, mens de fjoller rundt, redder deres venner eller siger dybsindige ting om livet. Det kan du snart, når Baggård Teatret og Rokoko har verdenspremiere på lanceringen af Animotion-konceptet med børneforestillingen H.C. Andersen lever! Men som i alle gode eventyr, må vi starte med begyndelsen. På Filmskolen i København sad to ganske unge mennesker. De var midtvejs i deres uddannelse, Jakob Balslev som producer og Petter Madegård som animationsfilminstruktør. Begge delte overbevisningen om, at animationsfilm var en lille smule kedeligt, enormt statisk og alt for kontrolleret. Drømmen var at bringe en ny spontanitet, skrøbelighed og uforudsigelighed ind i mediet. Som Jakob konstaterer, så er der i en traditionel animationsfilm: ”Ikke et snefnug, man ikke har bestemt sig for skal være der.”
Malerdragtens magi
De var inspireret af en kunstform opstået i renæssancens Italien, Comedia dell´Arte, hvor arketypiske karakterer iført masker stillede sig op scenen uden manus, og i dialogen med publikum opstod forestillingens spændingsfelter. Den form ville de unge mennesker bruge til at udvikle en ny underholdningsform, som skulle være et mash-up af computerspil, animation, teater og film, cirkus, og hvor ”Handlingen opstår i spændingsfeltet mellem publikum og karaktererne på lærredet,” uddyber Jakob. Forhindringen var, at teknologien, der skulle bruges til at sætte liv til computeranimerede figurer, var så utroligt dyr. Med mange kameraer, der skulle kalibreres. Men så fik Anders Klok, Rokokos selvlærte 3D-animator en idé til, hvordan sensorer fra mobiltelefoner kunne placeres 17 strategiske steder på en ganske almindelig malerdragt. Omme på ryggen sad en minicomputer, der forbandt sensorerne og transmitterede skuespillernes bevægelser live op på en skærm, imens de betragtede publikum på den anden side af lærredet, og dermed kunne aflure og reagere på reaktioner fra salen.
Den dag drengen endelig ville tale
Så gik det over stok og sten. Fra at have været et kunstprojekt con amore, havde den nu udvidede tværfaglige flok i kælderen, bestående af en robotingeniør, en antropolog, en performancedesigner og en forretningsmand fra CBS lige pludselig en forretningsplan med et enormt potentiale. Endnu vigtigere havde de opfundet en ny teknologi, der kan gøre det til allemandseje at sætte liv og virkelige bevægelser til en animeret figur i real time. Blot ved at tage en malerdragt på. Så de udviklede børneforestillingen ”Prinsessen og frøen”. Der skete en dag noget ganske forunderligt, fortæller Jakob: “Vi havde en lille dreng, som bare gik op til lærredet og ville ind i det. Hans mor kom og fortalte, at hun aldrig havde oplevet noget lignende, for han er autist og kan normalt ikke knytte sig til andre levende væsener. Men konfronteret med de her figurer, som talte til ham, så fik han lyst til at tale tilbage til dem. Derfor er vi i gang med at udvikle et værktøj, der kan sætte en behandler ind som animeret karakter, så man kan få børn med autisme til at åbne op for nogle sider af sig selv, som de normalt ikke gør,” fortæller Jakob. Men det er en helt anden historie, som I får en anden gang.
De ringer nok fra Kina om lidt
For denne dag, nede i kælderen, med vandrørene, der suser over hovederne og prototypen af malerdragten hængende på væggen, sidder Jakob sammen med instruktør Rasmus Ask, der instruerede 839 DAGE på BaggårdTeatret, og nu er inviteret ind i projektet, fordi han med sin teaterbaggrund besidder et uspoleret blik på animationsmediet. Drømmen er, at forestillingerne simultant spilles over hele jordkloden, men tilpasset det enkelte lands kulturforståelse og humor. I sidste uge var et kinesisk filmhold på besøg. Deres portræt bliver transmitteret for omkring 100 millioner mennesker. Men i dette øjeblik har Jakob hånden på kogepladen, som han udtrykker det. For om lidt ringer en investor og fortæller, om han er parat til at investere nogle millioner i udviklingen af Rokoko som verdensomspændende fænomen. Telefonen ringer. Det er investoren. ”Tag den, tag den,” siger Rasmus, og forsætter: ”Nu bliver han enten dybt ulykkelig eller vildt glad.” Lidt efter lyder der råb og latter fra lokalerne. Og sådan kan det gå, når mange lyse hoveder med drømmene intakt, går sammen og skaber magi.
