– Hvor fladt oplever du verden? Dette er IKKE et indlæg for eller imod brug af ipads. Eller om du ser for meget TV. Eller om den sidste du ser, inden du sover, er din smartphone. Jeg er egentlig bare optaget af ”skærmens” dimensionale muligheder for oplevelse. Har vi flere oplevelser i 2D end i 3D?
Det er efterhånden blevet alment kendt at vores hjerne er en utrolig plastisk størrelse, som hele tiden udvikler sig efter, hvad vi beskæftiger os meget med, hvordan vi bruger den og hvilke oplevelser, vi fodrer den med.
Vores hjernemæssige udvikling følger altid en fast struktur – et fast hierarki:
1. Sansning
2. Perception
3. Kognition.
Man kan på en anden måde sige, at sansningen og perceptionen er forudsætningen for de kognitive strukturer, vi skaber. Sagt på en tredje måde, kan man lidt forenklet sige: Hvis du intet sanser, ingen perceptuelle opgaver har at løse – så kan det være ret svært at skabe kognitive strukturer (som egentlig er dem vi bruger, når vi forsøger at ordne, forstå og forklare verden omkring os)
Heldigvis, er vi fra naturens hånd – pakket i vores DNA – sikret at vi gør os forskellige erfaringer, som giver os et minimum af sansemæssige oplevelser, uanset hvor kedeligt et liv vi evt. befinder os i. På den måde er vi også sikret et minimum af hjernemæssig aktivitet, helt uden at skulle gøre det store selv.
Vi kommer ikke rigtig uden om dette hjernemæssige hierarki (sansning, perception, kognition) – og det giver derfor god mening at være nysgerrig omkring, hvorfra vi primært henter vores sansning og oplevelser med perception?
Kigger vi på børns legekultur, vil vi se at mange grundlege er forsvundet – de leges ikke mere. Yderligere er der er færre timer, hvor der graves huller, flyttes jord, hældes vand i kanaler og bygges huler i skoven. Rolle- og udtrykslegene er erstattet med imitationer af Shakira, Beyonce og alle de andre på Youtube og Musically.
Der er blevet færre fysiske opgaver i vores voksne arbejdsliv, vores primære kommunikation er via skærm og telefon, og der er blevet færre processer i husholdningen, med mange og forskellige oplevelser med natur, materialer og råvarer.
Og nej, det er ikke for at tegne et romantisk billede af de gode, gamle dage, hvor man havde røde kinder og græs på knæene. Men en konstatering af, at vi anvender vores vågne timer anderledes. Vi får vores primære sansninger og perception af andre – eller fra færre – kanaler end tidligere. Rent fysisk er vi mindre foran, ved siden af, henne, bag ved, under, inde, mellem osv. Der hvor vi oplever i 3D.
Vi ser desværre også en tendens til at skabende og producerende aktiviteter – altså der hvor du bruger dine hænder, har fat i mange forskellige materialer, bøjer, bukker, folder, strækker, bygger, hælder, hænger osv. fylder mindre i vores skole- og fritidsliv.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vi kan ende med at have flere oplevelser i 2D end i 3D? Og med oplevelser i 3D mener jeg ret konkret, oplevelser hvor jeg fysisk kan gå rundt om, hvor nogen eller noget bevæger sig i mod mig eller ved siden af mig, hvor vinden mærkes i kinderne eller det støvregner i mit hår. Og hvad er egentlig konsekvensen af det?
Hvis nu vi fastholder hjernes plastiske og formbare struktur – at den indretter sig efter, hvordan den bruges – er der så risiko for, at vi med tiden skaber nogen ret ”flade” hjerner, der fortolker det hele lidt sort/hvidt? At vi får sværere ved at gå 180 grader rundt om en sag?
I uddannelsessystemet oplever vi pt. et øget fokus og satsning på læringsmål (ja, faktisk helt ned i dagtilbuddene) – men hvad nu hvis, vi generelt har færre sansemæssige erfaringer og oplevelser med perception ? Hvad er så egentlig forudsætningerne for at formulere læringsmål? Gad vide om man bliver stresset og frustreret over at skulle efterleve disse mål, uden at have oplevelser i bagagen til at efterleve dem?
Som optaget af scenekunst følger jeg spændt den udvikling mange teatre og kompagnier er en del af. Der arbejdes med sanseteater for både børn og voksne, interaktive forestillinger, hvor krop og medier blandes, borgerforestillinger – hvor borgere fysisk står på scenen og oplever tematikken på egen krop, forestillinger med inddragelse af publikum, forestillinger hvor scenografi og kropslige udtryk forstørres, som i fx teaterkoncerter. Det er ren stenalderkost for vores hjerne – og vores forståelse af 180 grader perspektiver på verden!