“Jeg har fået nyt arbejde i en anden by” sagde Annas far. “Ja, så vi skal flytte snart!” sagde Annas mor. “Det kan vi da ikke?” tænkte Anna “Vores hus er da alt for stort at flytte på?”
I En ven som mig følger vi Anna, der flytter til en ny by med sine forældre. Væk fra alt hun elsker og sin bedste ven Hanna.
Den nye by ligger ved Den Nye Grænse. Her taler mange et andet sprog, og alt er fremmed og mærkeligt, synes Anna. Men da hun får brev om, at Hanna har fundet en ny ven (Nanna!), beslutter Anna sig for, at hun også vil finde “En ny bedste ven, en ven som mig!”. Men det er svært at finde en, der er præcis som Anna.
Til gengæld møder hun en klatrende dreng, en dansende pige og en rar gammel dame, som har en drenge-hund og taler to forskellige sprog. Måske er der venner nok i den nye by, hvis Anna kan gå med til, at de ikke er helt som hende …
En ven som mig er et lille stykke musikalsk fortælleteater om venskab og forskellighed. En genkendelig og vedkommende hverdagshistorie for de 4-8 årige, fortalt i øjenhøjde og i nutidssprog, men med 100-året for Genforeningen som historisk baggrund.
Medvirkende: Sofie Ancher Vea, Morten Mosgaard / Producent: Teater Jævn / Komponist: Morten Mosgaard / Dramatiker, forfatter: Sofie Ancher Vea og Morten Mosgaard / Dramaturg: Gitte Villadsen