7 dødssynder 7 grusomme teenageskæbner
HOVMOD, FRÅSERI, DOVENSKAB, HAD, LIDERLIGHED, GRISKHED og MISUNDELSE.
OPSANG er en krasbørstig musicalkomedie, der uddeler teatralske bøllebank og syngende lussinger til den danske ungdoms syv dødssynder. Iscenesat som et musikalsk foredrag præsenterer stykket to foredragsholdere, der fremfører syv forskellige skæbnefortællinger om syv dødsenssyndige teenagere, der lider hver sin drabelige skæbne.
Den dovne brækker nakken i et Jackass-stunt, den hovmodige rammes i hovedet af galaktisk lort, den griskes drømme om celebert stjerneliv afsløres som hul i hovedet. OPSANG beretter, synger og danser, med selvretfærdighedens klare røst, om alle de bibelske plager (læs: stuearrest, fedtet hud og campingferie med farmor), som vil falde tungt på ungdommens snotdumme hoveder, hvis den ikke snart tager sig sammen.
Tag din teenager med i teatret og få et godt fælles grin over dette kærligt spiddende portræt af en ungdomsgeneration og dens voksne.
Kreditering:
Instruktør og dramatiker: Heinrich Christensen / Medvirkende: Mungo Parks ensemble / Scenografi: Katrine Tuborgh og Heinrich Christensen / Lysdesign: Christina Hørlyk / Musik: Jonas Munck Hansen, Nils P. Munk, Rikke Bilde og Heinrich Christensen / Co.-producent: Mungo Park
Forestillingen er udviklet i tæt samarbejde med det oprindelige cast: Skuespillerne Rikke Bilde og Nils P. Munk samt musiker Jonas Munck Hansen