Sidste års store publikumssucces vender tilbage til Bramstrup. Seks musikere og seks skuespillere indbyder publikum til en ekstraordinær hyldest af Danmarks vildeste og mildeste komponist, når Carl Nielsens menneskelige og kreative urkraft sættes fri i Teaterkoncerten CARL.
”Jeg føler saa meget Kraft i mig og den maa jo ud, om man ikke skal blive gal!”
Teaterkoncerten CARL er en fantasi skabt over Carl Nielsens liv og samtid. Drømmebilleder af de strømninger der var i og omkring ham. Det 20. århundredes begyndelse var præget af vitalisme og erobringstrang, som gik igen i kunsten, teknologien og det politiske verdensbillede. Men både manden og tiden har en bagside. Det legesyge liv var omkostningsfuldt. Carl bliver ramt af stress, og hans elskede forlader ham. Lægerne forbyder ham at producere, og han må gennem sit strikketøj få afløb for sin skabertrang. ”Det Store Plump” kalder Carl Nielsen denne periode i sit liv, som indtræffer næsten samtidig med, at verden går i knæ ramt af skuddet i Sarajevo og 1. Verdenskrig. Fremtidstroen og optimismen bryder sammen i Carl Nielsens liv og i resten af verden.
Musikken er skrevet af Carl Nielsen, men er blevet fortolket, så symfoniske værker bliver til sange, og kendte melodier får ny betydning. Sammen udgør de stemninger i drømmen, der er blevet Teaterkoncerten Carl.
BaggårdTeatrets og Mungo Park Koldings Teaterkoncerten CARL præsenteres denne gang af Odense Teater. BaggÅRSKORT-kunder kan derfor købe billetter via Odense Teater med stjernekunde-rabat.
Billetter til Teaterkoncerten CARL på Bramstrup kan købes i løssalg fra 1. juni via www.odenseteater.dk
Kredit
Instruktør: Lasse Bo Handberg / Scenograf: Nadia Nabil Korsbæk / Koreograf: Sofie Christiansen / Assisterende instruktør: Mette Ovesen / Medvirkende: Bjarne Antonisen, Maja Juhlin, Marie Nørgaard, Frank Thiel, Natalí Vallespir Sand, m.fl. / Orkestre: Dreamers’ Circus og Carl Kvartetten/ Komponist: Carl Nielsen / Musikalsk ansvarlig: Povl Christian Balslev / Kapelmester og arrangør: Nikolaj Busk / Dramatikere: Lasse Bo Handberg, Rikke Vibeke Birkeholm / Ide og research: Rikke Vibeke Birkeholm, Povl Christian Balslev / Lysdesigner: Jonas Bøgh / Lyddesigner: Henrik Christiansen / Odense Teater præsenterer BaggårdTeatrets og Mungo Park Koldings “Teaterkoncerten CARL”