MEGET FÅ BILLETTER TILBAGE
Oplev Vi, de druknede som storslået musikteater i Marstal
Carsten Jensens fantastiske roman forvandles til stormfuldt, internationalt totalteater på et bådeværft i Marstal den 6. – 10. august.
Vi, de druknede fortæller om fødebyen Marstals storhed og fald – en fortælling om dristige sømænd, som trodser skæbnen, døden og familien for at betvinge havet.
Romanen har besat hundredetusindvis af læsere med sine fortællinger fulde af længsel, hjerteblod og dyb menneskelig indsigt. Blandt de mest passionerede fans er det banebrydende belgiske musikteater Walpurgis, der for 9 år siden læste romanen og har arbejdet frem mod denne premiere. Med romanen som kompas og inspiration sejler de nu ud på de syv have ombord på fremadstormende sejlskibe og synkende krigsskibe for at iscenesætte denne moderne Odyssé.
En fortælling så dybt forankret i Marstal skal naturligvis opføres der, hvor byen, marstallerne og det skummende hav sætter scenen, og hvor et af byens historiske bådeværfter lægger rum til råt, højaktuelt totalteater med 20 medvirkende.
Med om bord er fire hollandske musikere med et arsenal af sammentømrede instrumenter, en belgisk-irakisk danser, en violinspillende albansk operasanger, en halvt-kinesisk tegner med en basguitar, en 71-årig sødygtig flamsk skuespiller, to unge sultne skuespillere, en scenograf med en trompet, en komponist med en skrue løs og otte lokale sangere med havgusen drivende i årerne.
DATO 6.-10. august kl. 20.30
STED HCC Bådeværft, Marstal, Ærø
BILLET 210 kr. / grupper 150 kr. / Særpris ved BaggÅRSKORT & unge under 25 år 100 kr.
VARIGHED 100 min.
SÅDAN KOMMER DU TIL ÆRØ
Transport:
Ærøfærgerne sejler Svendborg-Ærøskøbing, Faaborg-Søby og Fynshav-Søby. Alle færger medtager biler.
Der går også en bus fra Marstal til Ærøskøbing, der er timet med færgen. Tjek tider på www.aeroe-ferry.dk
NB! 6., 7., 8. aug. indsættes ekstra færge Ærøskøbing-Svendborg efter forestillingen. Afgang fra Ærøskøbing kl. 22.45.
Det er gratis at køre med bus på Ærø. Ærøfærgernes hjemmeside viser opdateret busplan samt info om taxakørsel.
NB! 6., 7., 8. aug. indsættes ekstra bus Marstal-Ærøskøbing efter forestillingen, så man kan nå ekstrafærgen til Svendborg.
Overnatning:
Ærø Hotel tilbyder en pakkerejse med to overnatninger, halvpension, færgebillet, byvandring “I fodsporene på Vi, De Druknede”, adgang til Marstal Søfartsmuseum samt billet til forestillingen.
OM WALPURGIS
WALPURGIS er et generøst og eventyrlystent belgisk kompagni med rødder i opera. De skaber uforglemmeligt musikteater i selskab med skuespillere, sangere og musikere af vidt forskellig støbning.
Walpurgis blev stiftet i 1987 af sopran Judith Vindevogel, og kompagniet er blevet en af de europæiske pionerer inden for aktuelt, samfundsorienteret musikteater af højeste kvalitet. De udforsker teatrets musiske potentiale og musikkens teatrale potentiale og arbejder ofte stedspecifikt.
Walpurgis har skabt over 50 forestillinger, heraf flere internationale hits. Eksempelvis forestillingen ”de noces” – en storslået, stedspecifik forestilling med inspiration fra både Tjekhov og Stravinsky, der turnerede internationalt 2005-13 med fire pianister, seks perkussionister, 16 sangere, en kok og en flok skuespillere.
Kreditering
VI, DE DRUKNEDE skabes af Walpurgis i samarbejde med BOT og Kloppend Hert (BE/NL) og præsenteres i Danmark af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med BaggårdTeatret, HCC Bådeværft og Marstal Søfartsmuseum med støtte fra Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond & Wilhelm Hansen Fonden.
Produktion: WALPURGIS
Co-produktion: BOT, Kloppend Hert & Het Laatste Bedrijf
Støttet af Tax Shelter measure of the Belgian Federal Government, The Flemisch Government, Fonds Podiumkunsten, Wintervuur & deAuteurs Concept
Kunstnerisk ledelse: Judith Vindevogel
Crew: Ana Naqe, Doan Hendriks, Geert Jonkers, Haider Al Timimi, Job Van Gorkum, Matthias Van de brul, Pieter de Praetere, Peter Spaepen, Pieter-Jan De Wyngaert, Sam Bogaerts, Sarah Yu Zeebroek, Stef Depover & Tomas Postema
Scenografi: Doan Hendriks & Stef Depover
Korleder: Peter Spaepen
Musik: BOT & Peter Spaepen
Kostumer: Johanna Trudzinski i samarbejde med Chaja Dams
Dramaturgi: Kleo Van Ostade & Orlando Verde
Musikmaskiner: Doan Hendriks & Geert Jonkers
Lyd og teknisk support: Geert De Wit & Guy Van den Bril
Produktionsleder: Linde Legat & Lore Smits
Kommunikation Walpurgis: Iris Adriaenssens
Forretningsleder: Wim Viaene