WALPURGIS er et generøst og eventyrlystent belgisk kompagni med rødder i opera. De skaber uforglemmeligt musikteater i selskab med skuespillere, sangere og musikere af vidt forskellig støbning.
Walpurgis blev stiftet i 1987 af sopran Judith Vindevogel, og kompagniet er blevet en af de europæiske pionerer inden for aktuelt, samfundsorienteret musikteater af højeste kvalitet. De udforsker teatrets musiske potentiale og musikkens teatrale potentiale og arbejder ofte stedspecifikt.
Walpurgis har skabt over 50 forestillinger, heraf flere internationale hits. Eksempelvis forestillingen ”de noces” – en storslået, stedspecifik forestilling med inspiration fra både Tjekhov og Stravinsky, der turnerede internationalt 2005-13 med fire pianister, seks perkussionister, 16 sangere, en kok og en flok skuespillere.