Lige nu kan man se filmen ”Der kommer en dag” i biografen. Det er en fortællingen om børnehjemsbørnene fra Godhavn, der havde en ualmindelig hård opvækst. Filmen er ikke fiktion. Den overdriver ikke de faktiske hændelser på et børnehjem i 60’erne og 70’ere. Tværtimod skånes publikum i filmatiseringen for den oprindelige brutalitet.
For mig står det med filmen klart, hvor stort et ansvar staten har, når børn og unge overlades i dens varetægt. Og hvor stort et ansvar vi hver især har for at påtale det urimelige – uanset om vi er politikere, pædagoger, pårørende eller naboer.
Fysisk og psykisk afstraffelse, seksuelt misbrug og uansvarlig medicinering var hverdag på Godhavn. Der gik lang tid før nogen råbte op og satte en stopper for det. Alt for lang tid. Det kan vi selvsagt ikke ændre ved nu. Men vi kan gøre alt hvad der står i vores magt for at historien ikke gentager sig. Og ikke mindst kan vi som samfund give en officiel undskyldning. Netop ordet ”undskyld” vil jeg gerne dvæle ved. For værdien af et ”undskyld” må man ikke undervurdere. Det er den officielle anerkendelse af, at andre mennesker har lidt overlast eller er blevet såret. ”Undskyld” udtrykker en værdi, der ikke kan gøres op i penge. Det handler om anerkendelse og retfærdighed. Det handler om følelser.
Lige nu foregår der et politisk forfængelighedsspil i Folketinget. Men forfængelighed er ikke og bliver aldrig en rimelig grund til at undskyldninger gives. Selv ærgrer jeg mig over, hvorfor der skulle gå så længe før jeg og mit parti forstod, hvor stor en værdi en undskyldning har for de tidligere børnehjemsdrenge.
Vores samfund må aldrig blive så maskinelt og principfast, at vi lægger afstand til menneskelige følelser. Vi må aldrig blive så bange for at begå fejl, at vi ikke tør sige undskyld. Det gælder i øvrigt også i livets andre relationer. Hvis man endnu ikke har set filmen, kan jeg kun anbefale den. Hvis man endnu ikke har fået sagt undskyld til en man har såret, kan jeg kun anbefale det.