Kultur er medier, og medier er kultur. Det er en sandhed, som er nem at glemme i disse år, hvor medierne ofte – og jævnligt med rette – kritiseres for at være roden til mange af samfundslivets onder.
Debatten om medier er på det nærmeste ligeså intens og følelsesladet som debatten om alt mulig andet i medierne. Forholdet mellem private medier og statens medier. Påvirkningskraften fra medierne mod politikerne. Journalistikkens kvalitet. Konkurrencen mellem danske medier og de udefrakommende algoritmestyrede medieplatforme med samlenavnet sociale medier – de fleste hjemmehørende i Californien. For slet ikke at tale om den megen snak om den generelle medienedtur, altså problemerne – eller udfordringerne, som den slags jo hedder i dag – med at sikre nogenlunde velfungerende forretningsmodeller bag de virksomheder, der gerne skulle levere grundlaget for den hjemlige debat og for den hjemlige nyhedsformidling, herunder kulturformidlingen, for i den spiller medierne naturligvis en stor rolle.
At medierne er i krise synes at være en kendsgerning. Og ja, taler man om det økonomiske fundament for medier og journalistik, så er krisen meget synlig. Der omsættes for færre penge, og det giver naturligvis færre penge til produktion. Samtidig har efterspørgslen på medieindhold aldrig været større. Medieforbruget er eksploderet, og i det lys kan det være svært at finde nogen egentlig krise.
Eller for at sige det på en anden måde. Medierne har sådan set aldrig været mere populære, men viljen til at betale for det medieindhold, man benytter, har samtidig aldrig været lavere. Vi vil alle sammen gerne have meget medieindhold, og vi har en klar forventning om, at medierne leverer såvel kvalitet som bredt udbud af alt fra sport og kultur til politik og samfundsdebat døgnet rundt, men det værdisættes meget lavt.
Et par tydelige eksempler på denne udvikling er de seneste medieudviklingsprojekter, som har set dagens lys på det seneste. Først kom mobilsitet ’Føljeton’, så ’POV International’ og senest i dag mandag var der premiere på den i mediekredse godt hypede internetavis ’Zetland’. Alle tre meget spændende, seriøse og stærke bud på netop at sikre højkvalitetsindhold på dansk. ’POV’ er i udgangspunktet gratis og drives af holdningsmennesker, der primært skriver blogs til debat.
’Zetland’ og ’Føleton’ er tænkt som journalistiske abonnementsmedier, som henvender sig til den kræsne medieforbruger, der ikke vil lade sig nøje med det kendte daglige medieudbud af hurtige nyheder og licensfinansieret platformsindhold for masserne og for særlige nicher. Der skal skæres igennem nyhedsstrømmen, lover de begge. Her bliver der prioriteret, og stærke skribenter og redaktører vælger det vigtigste ud og glemmer med vilje det uvæsentlige. Altså lover man en prioriteret udgave af verdens gang, hvor læserne forventes at være moderne mennesker, der ikke har tid til pjat og udenomsværker, men som vil have det vigtigste.
Man kan kun ønske alle de nye medier det bedste. Men også de vil formentligt hurtigt mærke nettet strammes i form af manglende betalingsvilje. Fuldstændig som alle de gamle etablerede medier også gør. Også her – hvadenten der er tale om Kristeligt Dagblad, Fyns Amts Avis, Politiken eller TV2 – har man en ambition om at skære det uvæsentlige fra og prioritere det vigtige. Selvfølgelig. Sådan gør alle medier, og det har de altid gjort.
Problemet er da for mig at se også et helt andet end et ønske om andet indhold. Problemet er, at der findes uendelige mængder af gratis indhold derude. Det foretrækker de fleste, og gratis medieindhold er naturligvis ganske godt – især når man tænker på prisen.
Men højkvalitet bliver det naturligvis aldrig. Og lige præcis deri ligger mediernes – nye som gamles – helt store fælles problem. Nemlig at det gratis indhold også er det hurtigste og dermed også det, der sætter en dagsorden.
Derfor gælder det sunde princip om sammenhængen mellem pris og kvalitet i sandhed også for medier.

af Troels Mylenberg

Chefredaktør Jysk Fynske Medier