Hverdagen er spændende. Jeg holder, som Dan Turell af hverdagen, der dog aldrig er helt så velkendt, som man tror. Hver dag er en ny dag. Hver dag skal helst være en god dag. Hverdagen er fuld af udfordringer, der sætter fest og farver i perspektiv. I hverdagen skal vi insistere på at gøre hinanden gode. Vi skal turde give af os selv og ikke kræve en automatisk modydelse. Men… Tiden er på mange måder præget af, at vi skal gå efter successen, efter alt det smarte, efter status og anerkendelse. Hvorfor er det lige, at det ikke er in, at prioritere at passe roserne i haven og så ”nøjes” med et lidt mindre stressende dagligliv?
Jo længere tid jeg har levet, jo mere er jeg fascineret af tanken om at passe roserne. Jo mere liv jeg har bag mig, jo mere er jeg sikker på, at vi skal turde gå imod strømmen – hvor det giver mening. Det er nemlig ikke altid, at tidens tarv og krav skal efterleves, hvis vi gerne vil leve det gode liv.
Vi er alle naboer
Tidens tarv og krav er i høj grad et produkt af det store ”system”, der giver 5 stjerne for det perfekte liv. Jeg oplever under tiden, at ”systemet” er ved at tage magten i mit liv. Jeg kan bedst forklare, hvad jeg mener med et lille billede. Sagen er jo den, at har en restaurant fået én Michelin-stjerne skal den forsvares – og helst skal restauranten slås for at få to stjerner.
Michelindommerne, DJØF´erne, anmelderne, bankerne og naboerne (her skal vi huske, at har vi en nabo – er vi også selv nabo) er alle garanter for en forventning om, at i morgen skal være bedre/større/mere perfekt end gårsdagen.
Nu kan det jo lyde som om, vi ikke skal stræbe efter perfektion og at gøre os umage – hver dag. Selvfølgelig skal vi det. Vi må bare ikke overlade de store beslutninger til systemerne personificeret ved Michelindommerne, DJØF´erne, bankerne eller naboen. Vi skal huske at være til stede i vort eget liv.
Det må ikke gå ud over kvaliteten af livet…
Som menneske skal vi være opmærksomme på de stigende forventninger til hinanden. Som samfund skal vi være forsigtige med en tro, at det nødvendigvis skal være bedre, hurtigere, smartere eller billigere i morgen. Som samfund skal vi være påpasselige med at tro, at vi kan presse mere ud af hinanden eller ud af samfundet – uden at det får konsekvenser.
Gennem næsten hele mit voksenliv har jeg levet med konstante sparekrav, som nogle gange kaldes for optimering eller rationalisering (der er mange ord og vendinger for besparelser og nedskæringer). På et tidspunkt bliver det altså vanskeligt at forsætte med rationaliseringer og besparelser uden, at det går ud over kvaliteten i vores liv. Nogle gange skal samfundet turde prioritere livet, og gerne det gode liv, foran endnu et prestigebyggeri eller mere internet eller billige parkeringspladser til udvalgte.
Det kan undre, at der tilsyneladende er dette evigt sparekrav til os alle. Nogle gange virker det altså som om, vi bruger mere tid på at spare end på at udvikle. Skolerne skal spare, hospitalet skal spare, DSB skal spare. Og kulturen, det kit der binder samfundet (altså os mennesker) sammen, skal spare.
Forventninger skaber forventning
Det der undrer mig er, at aldrig har samfundet været så rigt som nu. Aldrig har vi haft så store huse og så store biler og så avancerede sygehuse. Der er flere midler i omløb end nogensinde tidligere. Men der er kamp om midlerne. Når man opfinder nye behandlingsmetoder, opstår der hurtigt et krav om, at behandlingen skal tilbydes – også selv om der ikke er tale om livsnødvendig medicin. Og når det er muligt at bygge flere og bedre og større veje – så skal det bare gøres.
Overfor sådanne store forventninger, som meget nemt kan blive til ufravigelige krav bliver livets helt nødvendige vitaminpiller, kulturlivet, desværre klemt! Nogle vil indvende, at alle må holde for – i lighedens navn. Men skærer vi poesien væk fra livet, er der måske kun arbejdet (og det er der heldigvis meget af. Ja, så meget at nogle bliver syge af det) tilbage. Jo, jo, arbejde er en dyd og vi skal alle bidrage til samfundet – det manglede da bare. Men et velfærdssamfund bør efter min mening udmærke sig ved at sikre borgerne gode poetiske udfoldelsesmuligheder. Vi skal jo have noget at leve af og noget at leve for.
Kultur på recept
Der er lavet store undersøgelser, der viser (men det er ikke nogen overraskelse for mig), at mennesker bliver gladere, mindre syge – og raske, hvis de ordineres kultur på recept. Er det ikke smukt? Og så virker det! Jeg finder det sympatisk, hvis samfundet forebygger det sunde og det gode liv ved at ordinere kultur. Tænk hvis lægen efter en grundig helbredsundersøgelse sagde: “Kuren er klar: Du skal lytte til to dele Mozart og en del Deep Purple. Hver tredje dag skal du tegne en tegning og så skal du holde gang i en roman. Når blodtrykket er på plads, kan du så begynde at gå i teatret – men pas på de alt for alvorlige stykker indtil maven igen er normal”..