I Århus ligger et tilrøget brunt jazzværtshus af den gamle skole: Bent J. Det særlige ved Bent J. er ikke musikrepertoiret eller bizarre stamgæster som man ellers kunne forvente. Nej, det særlige er, at Bent J. er en del af et museum. Placeret i Den Gamle Bys nye 1970’er-kompleks skal værtshuset vise, hvordan et traditionelt dansk værtshus i perioden tog sig ud. Det er før rygelovens tid, så jazztonerne skulle bølge gennem tykke skyer af røg for at nå frem til gæsterne.
Den Gamle Bys nye bydel har fået ros, men i 2015 fik museumsdirektør Thomas Bloch Ravn en klage på bordet. En jazzelskende museumsgæst med astma var ude at stand til at deltage i koncerter på Bent J., grundet den tykke røg. Gæsten krævede, at museet indførte rygeforbud i beværtningen. I lovgivningen står, at museer som offentlige institutioner pr. definition er røgfri. Den Gamle By insisterede på at Bent J. skulle være fyldt med røg – det var en del af historien, og formålet med at hente Bent J. til museet, var netop at give et autentisk billede af vilkårene på værtshusene. Bent J. opfyldte rygelovgivningens krav, og som sagen står pt., har borgeren opgivet at lægge sag an.
Museer og historikere bliver, som Den Gamle By, mere og mere bedt om at rydde op i historien, og fjerne de ting, der ikke er velsete i dag. I mindre skala, men i samme boldgade, har Svendborg Museum været involveret i samme diskussion. Vi lagde i 2014 et billede op på vores facebook-side af en flot merskumspibe fra ca. 1900, der har tilhørt en thurinsk søfartsfamilie. Den flot udskårne pibe blev i registreringen fra 1989 beskrevet således: ”Lille merskumspibe, hovedet udskåret som et negerhoved, spidsen let buet. Hoved og hals af merskum, spids af “kunstrav”.
En af museets følgere skrev: ”Politisk meget ukorrekt, at skrive “negerhoved” i 2013 !!!!!” – hvilket han jo havde fuldstændig ret i. Men piben blev ikke lavet i 2013. Den blev skåret omkring år 1900, hvor pibehovedet sandsynligvis skulle illustrere tobakkens eksotiske oprindelse, sømandens berejsthed eller noget helt tredje. Og i 1986, hvor den blev registreret, var neger et relativt ufarligt ord. En klog kollega svarede på facebook, at: ”Hvis man skulle gøre hele museets samling “politisk korrekt”, måtte selve pibesamlingen nok også stå for skud. Som museum er det meget problematisk at gå ind og ændre gamle beskrivelser af genstande, hvor ville det ikke ende?”.
Både min kollegas håndtering af pibebilledet og Bloch ravns håndtering af Bent J. er forbilledlige. I stedet for at rydde op i historien, slår de i deres argumentation på perspektivering. I stedet for at fjerne det upassende, forklarer de hvorfor, vi røg i 1970’erne, eller hvorfor man i 1900 havde piber med ovennævnte pibehoved, eller hvorfor man i 1989 helt selvfølgeligt skrev neger i en museumsregistrering.
Tendenser til at rydde op i vores fælles historier, så den passer bedre med nutidens behov er misforstået. Hvis man gjorde det, ville vi miste et lag i vores historie. Piben ville være uforståelig eller Bent J. ufuldstændig. Vores fælles fortid er upassende på mange måder. Mennesker har behandlet hinanden forfærdeligt. Men skal vi rydde op i det, der ikke huer os i dag?
Historien og kulturen kan netop understrege hvordan værdier forandrer sig. Derfor mener jeg, at upassende elementer i historien – eller i nutidens debat – ikke kalder på en oprydning, men på forklaring og perspektivering. Vi skal forklare det upassende og omfavne den debat, der følger med.