Sådan lød spørgsmålet fra Kulturminister Bertel Haarder til en lang kulturpersonligheder i forbindelse med Røddingmødet.

Jeg er ikke nogen kulturpersonlighed, og jeg var derfor heller ikke indbudt. Jeg ville ellers med stor glæde have taget imod en indbydelse. Jeg ville have lyttet med stor interesse på alle de kloge ord fra eksperterne. Men jeg ville også have dristet mig til at komme med mit svar på ministerens spørgsmål.

Men først ville jeg rose ministeren overhovedet at stille spørgsmålet. Mange andre har nemlig indtaget en lidt fornærmet attitude. Og talt uden om. Man burde i stedet drøfte helt andre ting, lød det! Og det er nemt at tale udenom. Det er derimod ikke nemt at give et reelt svar.

Set fra et kommunalt synspunkt, er det et helt naturligt spørgsmål.  I kommunerne er vi vant til, at vi skal vende og dreje hver en krone, vi bruger. Og vi ved, at der fremover kommer færre penge. Hård prioritering er hverdagskost på alle de kommunale velfærdsområder.

Når vi forvalter skattekroner, er vi forpligtet til at kigge på effektivitet. Kan vi levere bedre og billigere service for de samme – eller for færre – penge. Det er ikke utidigt at stille samme spørgsmål i forhold til kulturmidlerne.

En vinkel kan handle om produktivitet og effektivitet. Kan kulturinstitutionerne levere flere forestillinger, flere udstillinger og have længere åbningstider for de samme – eller færre – penge. Kulturinstitutionerne har som alle andre en forpligtigelse til at sikre, at produktiviteten er i top. En helt umiddelbar sammenligning af de danske symfoniorkestre, antyder, at der kan være store forskelle på, hvor produktive man er.  Men kvantiteten er ligegyldig, hvis kvaliteten ikke er i orden. Det er meningsløst at spille flere dårlige forestillinger, som ingen gider se. Det hjælper heller ikke at udvide åbningstiderne, hvis udstillingerne alligevel ikke bliver besøgt. Derfor bliver spørgsmål først interessant, når man kobler kvalitetsdimensionen på. Og så bliver det kompliceret.

En anden vinkel kan handle om, hvem der får kulturmidlerne. Og vi taler om mange penge. Knap 8 mia. kr. alene på finansloven til Kulturministeriet. Hertil kommer alle de kommunale kulturbudgetter.

Når man alene ser på Kulturministeriets budget, er der mange budgetposter, hvis berettigelse man kan anfægte, hvis ønsket er mest mulig kultur for pengene. Lad mig give nogle eksempler.

Ca. 400 mio. kr. går til Departementet og Kulturstyrelsen. Og her fylder løn til knap 350 medarbejdere en væsentlig andel. Administration og bureaukrati spiser dermed en væsentlig del af kulturmidlerne. Kan det gøres bedre?

Man kan også stille spørgsmålstegn ved effektiviteten, når Statens Kunstfond og de 12 kunstkyndige udvalg årligt skal behandle 13.000 ansøgninger. Et tungt system, der giver små almisser?

Apropos almisser. 275 af landets mest anerkendte kunstnere tildeles hædersydelse. For kunst, de har lavet. Og for kunst, som de fleste af dem formodentlig lever godt af. Kunne man få mere kunst ved at anvende de ca. 30 mio. kr. til at støtte nye, unge kunstnere, der kæmper hårdt for at slå igennem?

Knap 400 mio. kr. anvendes til ”trykte nyhedsmedier og skrevne internetbaserede medier”. Men er det nødvendigvis en offentligt opgave at give skattefinansiere tilskud til blade og tidsskrifter med knappe kulturressourcer? I en tid, hvor nyheder alligevel er tilgængelige 24-7-365 på alle mulige forskellige platforme, kunne vi måske få mere Kultur, hvis vi brugte disse penge på en anden måde?

En tredje vinkel kunne handle om, at sikre mere kunst til flere. Hvis man igen ser på Kulturministeriets budget er det tydeligt, at midlerne primært anvendes i hovedstaden. Det gælder uanset om man fokuserer på den milliard, der anvendes til scenekunst eller på de 700 mio. kr. der anvendes på biblioteker. Billedet er det samme over hele linjen. Vi får ikke meget kunst for kulturmidlerne på Sydfyn. Medmindre vi tager til København! En mere ligelig geografisk fordeling kunne måske sikre, at flere fik adgang til mere kunst.

Der er ikke tvivl om, at vi kan få mere kultur for kulturmidlerne. Ja, endda mere kultur for færre penge. Det handler om at udfordre vanetænkningen og velerhvervede rettigheder. Rettigheder, der kan gå flere hundrede år tilbage. Det gør man ikke ustraffet. Selv forventer jeg at blive stemplet som Rindalist og kulturignorant. Derfor forventer jeg heller ikke at blive inviteret til Røddingmødet næste år. Men det er jo ikke nogen skam at blive væk fra en fest, som man ikke er inviteret med til.

af Lars Erik Hornemann

Venstre, medlem af kommunalbestyrelsen og formand for kultur- og fritidsudvalget.