I april har sART Danseteater premiere på forestillingen TOYBOY, produceret på BaggårdTeatret. Selvom danseteater kan lyde som en både abstrakt og svært tilgængelig kunstart, er det ikke tilfældet med sART. Dansekompagniet er etableret og ledet af Sofie Christiansen, der ønsker at skabe nærvær, sanselighed, undren og begejstring hos det fynske publikum.
For den kunstneriske leder af SART Danseteater, Sofie Christiansen, er publikum altid tænkt med ind i forestillingen på den ene eller anden måde. De får ikke lov til bare at sidde og betragte på afstand, men bliver udfordret af rummet eller overraskes gennem sanserne, forklarer hun: »I vores koncepter går vi for eksempel meget op i at lave om på det sceniske rum. Vi vil ikke have passive publikummer, der bare sidder og kukkelurer. Sidste gang havde vi en guide, der flyttede publikummerne rundt. De fik serveret mad, som passede til det, de så på scenen. Det var en forestilling, hvor der indgik tre karakterer, som var typer, vi normalt ikke orker – mennesker på kanten af samfundet. Vi kombinerede det, publikum så på scenen med en smagsoplevelse. På den måde prøvede vi at ramme mere end én sans og få det til at spille op mod hinanden.«
Vil have publikum med
For Sofie Christiansen er det vigtigt at have publikum ’med sig’, og derfor laver hun ikke noget, der er alt for abstrakt, fortæller hun: »Folk, der kommer ind, vil gerne forstå det, vi laver – og det vil jeg gerne imødekomme. Derfor er der altid en fortælling i mine forestillinger. Jeg har også altid livemusikere med, for på den måde bliver det også en koncertoplevelse for publikum. Hvis ikke de kan være med på alt med dansen, så kan de få noget andet med også.« sART Danseteater får mange positive tilbagemeldinger fra det fynske publikum – og det på trods af, at de kun har eksisteret i 4 år. Sofie Christiansen selv har koreograferet danseteater siden 1996, og hun er meget glad for den positive modtagelse, hun har fået i Svendborg: »Der er rigtig mange, som kommer og siger, ’nej, hvor var det fantastisk’. De bliver rørt og vil gerne komme igen. Jeg får faktisk også flere og flere tilkendegivelser fra folk, der siger, ’hvor er vi heldige at have et professionelt danseteater her i byen’.«
Legeunivers spejler vores samtid
På spørgsmålet om, hvor hun finder sin
inspiration, nævner Sofie Christiansen et par konkrete – særligt belgiske danseteatre – men derudover finder hun en stor del af sit materiale i hverdagen og det, der rører sig i vores samtid. Det er også tilfældet med den kommende forestilling TOYBOY, der spiller på BaggårdTeatret i april:
»Den handler om min oplevelse af, at den yngre generation, og faktisk også min egen, ikke rigtig vil tage ansvar. Vi kæmper med det at blive voksen, tage ansvar og være et overskudsmenneske; men det bliver blandet med det modsatte, altså for meget ordentlighed. Vi må ikke lege – vi skal være så skide dygtige hele tiden. De to emner arbejder vi med i forestillingen og sætter op mod hinanden,« siger Sofie Christiansen, der i TOYBOY har prøvet at skabe et legeunivers, der også inviterer publikum ind i forestillingen.