Brechtfestivalen løb af staben i uge 8, et stort og spændende program der spændte vidt og det sidste arrangement om søndagen har måske nok fået den kære Brecht til at rotere i sin grav: Feministisk Salon. Og godt det samme, så holdes han i live.
Et spørgsmål fra salonens moderator til de tilstedeværende, til en kort diskussion med sidemanden, var: Hvad er ikke kvindeligt og hvad er ikke mandligt? (for at spørge til et eventuelt absolut bag ved ”vi indeholder alle sammen både kvindelige og mandlige egenskaber”). Der kom forskellige bud, hvoraf det klareste kom fra den gruppe af unge scenetalenter, som udgjorde Kulturcampen i tilknytning til festivalen. Deres bud på et svar var de konkrete biologiske forskelle: manden kan ikke føde børn og amme, kvinden kan ikke give sæd – og tilhørende detaljer i den afdeling. Resten er gjort af kulturelle og sociale normer og ændrer sig i forhold til kontekst, og kan ændres gennem de rammer, vi skaber. Jeg finder det lovende for fremtiden, at det var de unge, der var mest klare i spyttet på det spørgsmål.
Mine egne tanker går i samme retning. Vores sprog og vanetænkning gør i høj grad det modsatte. Vi snakker om mænd i kvindefag og omvendt, om mandens kvindelige sider, om feministisk syn på dette og hint, om kønskvotering til diverse poster.
Skal vi have flere mandlige pædagoger i institutionerne? Ja, gerne, men grundbilledet af fagområdet ændrer sig ikke, hvis vi bliver ved med at tale om det som et kvindefag. Hvilken mening giver det og hvilken mand ønsker at være dér? Ingen – og – ingen. Pædagogik er ikke et kvindefag, men et fag som på alle niveauer drejer sig om mennesker af begge køn og alle seksuelle observanser, og det skulle meget gerne afspejle mangfoldighed og i videst mulig omfang holde livsrum og muligheder åbne. Pædagogik drejer sig om opdragelse, undervisning og uddannelse og på et akademisk plan er der masser af mænd i faget. Og hvad kan vi så gøre, hvis ikke vi skal tale om mænd i kvindefag. Vi skal ændre de rammer som skævvrider barselsforhold, som favoriserer fuldtidsarbejde, som lønmæssigt nedprioriterer omsorgsfag, som begrænser børnepædagogisk arbejde til puslerier, perleplader og sanglege, gåture på række og den alt for kendte legeplads. Hvis mangfoldighed skal trives og livsrum holdes åbne, så er det også noget, der larmer, sviner og fylder. Det kræver plads at danse. Og at brydes. Pædagogik blander sig over alt og er topvigtigt for os alle som individer og samfundsborgere.
Jeg ser ingen problemstillinger, som har det bedst med at være en kønsdebat. Heller ikke #Metoo. Det drejer sig ikke om, at man ikke må behandle kvinder dårligt, nedladende og grænseoverskridende. Man må ikke behandle nogen, små eller store mennesker, dårligt, nedladende eller grænseoverskridende. Det drejer sig om magtforhold og en bevidsthed om det fælles ansvar, som gør, at vi alle må reagere og ikke finde os i, at vi selv eller andre lider overlast.
Hvad angår kønskvotering, så ser jeg faktisk sjældent afgørende store forskelle på hvordan kvindelige og mandlige politikere forholder sig til deres rolle, og en kvotering, som sikring af mangfoldighed, kunne i den ramme lige så vel dreje sig om placering på arbejdsmarkedet. Vi kunne vælge at ville have flere af de mennesker, som af strukturelle grunde er endt i langvarig arbejdsløshed, ind i de besluttende organer. Måske ville dét medføre nogle andre debatter og beslutninger. Hvem ved.
Fra tid til anden er der fokus på mobning i skoler og institutioner og for år tilbage læste jeg en artikel, som hed ”Ikke et ord om mobning”, som beskrev en sundhedsplejerskes arbejde med skoleklasser med fokus på fællesskab og fælles ansvar for alles trivsel. Det er noget der flytter noget i en klasse – det gør det ikke at udnævne mobbere og mobbeofre.
På samme måde tror jeg, at den bedste kønspolitik er den, som ikke debatterer og agerer som kønspolitik, men som en insisterende og nuanceret kamp for ligeværdighed, åbne muligheder i livsvalg, livskraftige rammer for fællesskaber og mangfoldighed, og social og økonomisk retfærdighed.