For et par uger siden gjorde vi på Fyns Amts Avis noget nyt. Vi gik live, som det hedder. Sammen med BaggårdTeatret arrangerede vi en aften, hvor avisen blev levende. På teaterscenen med journalistik, teater, musik, kultur og alt muligt andet kogt sammen til en simrende medieret.
140 mennesker – læsere – mødte frem, og sammen havde vi en god aften. Mest takket være de søde, kloge og varme mennesker, der stillede op. Politikere, kunstnere, og andre, der delte ud af sig selv og på sæt og vis dermed skabte en kulturel aften, som i hvert fald satte sig blivende i mit sind.
Vi gør det igen (og igen), og jeg vil anbefale alle at være med, for det var ikke bare en sjov aften, det var også en aften, som gav noget indsigt, som ellers ikke hører tiden til.
Kort sagt er vores tid præget af støj. Den offentlige debat er en råbekonkurrence, og i forhold til nyheder, skal man i dag gøre en indsats for at slippe for dem. Klogere bliver man ikke nødvendigvis, men alligevel synes mange af os, at vi konstant skal opdateres. Telefonen gløder i lommen, og hele tiden hives den frem, for at sikre os mod den største fare af dem alle: at gå glip af noget.
Meget er sket, ikke mindst i vores hoveder, siden dengang klokken 19.30 var et helligt tidspunkt for hele landet. Klokken 19.30 var der – dengang i de gode gamle dage – nemlig TV-Avis. Og dengang, altså i 1970’erne og 1980’erne sad der hver eneste dag op mod 2,5 millioner danskere og så den. Halvdelen af Danmarks befolkning satte sig hver aften til rette foran skærmen for at blive opdateret i den daglige halve time med nyheder fra hele verden.
Sikre var vi dengang på, at havde vi set TV-Avisen, så var der ikke mere, for fjernsynet bragte jo det, der var sket. Det hele og intet andet. Det var faktisk først, da oplæseren, ja sådan hed tv-værten i de gamle dage, Peter Olesen, ham med de smalle læderslips, en dag midt i 1980’erne afmeldte sin TV-Avis med ordene ”det var, hvad vi havde valgt at bringe”, at det gik op for os danskere, at der var nogen derinde i TV-Avisen, der valgte til og fra. Valgte ud og prioriterede i det hav af nyheder, der naturligvis også var der dengang.
Og derfra begyndte så troværdighedsnedbrydningen af nyhedskulturen, for hvad kunne vi overhovedet stole på, når der sag nogle inde i medierne og valgte til og fra.
Det paradoksale er, at siden dengang er nyhedsforbruget kun gået en vej. Hver dansker ser, hører og læser i dag flere nyheder end nogensinde før, vi opdaterer os konstant, og kun sjældent reflekterer vi over, hvad vi ser og hører. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi så mange af os ikke giver os selv tiden til refleksionen. For tænk hvad vi risikerer at gå glip af imens.
Det kan måske virke paradoksalt, at en avismand og et nyhedsmenneske taler imod hastigheden i nyhedsbilledet. Men det var faktisk lige præcis den følelse, jeg sad med, da vi havde lavet FAA-Live på BaggårdTeatret. En fornemmelse af et stærkt ønske og et stort behov fra mange af os om at komme bagom, dykke lidt længere ned og få lidt mere ro på. Ikke for at slappe af, men for at forstå mere.
Det var tankevækkende for mig, og gav mig sådan set en endnu stærkere tro på, at vi der laver medier er på rette spor, når vi taler om, at der skal levnes mere medieplads og tid til perspektiv, baggrund, dybde og analyse. Nyheder kommer og går, men indsigt består – hvis vi formår at give den. Også gerne live. På scenen, i avisen og på alle de øvrige platforme.