Det er sent, og det er vinter. Solen går til psykolog. Og det siger jo sig selv, at vi i langt højere grad bør opleve hinanden gennem kunst og kultur for at forstå, hvem vi er, hvor vi er på vej hen, og hvorfor vi er på vej i den retning.

Kultur er en bevægelse, en strøm af provokation og inspiration, der rejser spørgsmål på kryds og på tværs af landegrænser, etniciteter og menneskelige værdier.
Kultur bevæger os og bevæger os fremad, for når nogen rejser spørgsmål, tvinges andre til at tage stilling.

I nutidens digitaliserede virkelighed ytrer flere og flere personligheder sig i kulturdebatten. Om den famøse kulturstøtte, om Bertolt Brechts Svendborgdigte eller om den officielle, danske nationalret. I alle tilfælde deler kulturdebatterne vandene. Det er dét, der er det fascinerende ved kunst: At kunst ikke kan forklares.

“Når kunst kræver forklaring, er der altid noget muggent ved den,” sagde danske Robert Storm Petersen alias Storm P., der blev kendt for sine tegneserier, sine skriverier og sit virke som skuespiller. Og har den kære Storm P. ikke fat i den lange ende?

Vi bliver med andre ord altid klogere gennem kulturelle oplevelser. Skyklapperne tages af, og vi opdager, at vi eksisterer. At vi er, at du er & at jeg er. Vi opdager, at vi danner os selv med små, kulturelle brikker.

Jeg mindes dengang, jeg driblede alene til koncert med fremadstormende Bisse i efterårets kolde vind og vejr. Jeg husker, hvordan den tykke røg minut efter minut fyldte Spillestedet Harders, mens antallet af ansigter blev større og større. Med forsigtighed forsvandt scenelyset fra spillestedet, og da Bisse meldte sin ankomst, forsvandt jeg ind i Bisses univers, hvor livet leves hele tiden.

Da Bisse takkede af, gik det op for mig, at han havde givet mig alt det tilbage, som jeg havde taget for givet; at verden er den rene poesi.

Sådanne opdagelser medfører, at vi fra den ene dag til den anden opnår større forståelse for livet. At vi fra den ene dag til den anden mærker empati for et menneske, vi ej har mødt. At vi føler os bevæget i en sådan grad, at vi bliver nødt til at dele vores oplevelse med nogen.

Gennem kunsten styrkes den lokale identitet, den lokale dialog og den enkeltes livskvalitet.
Det er derfor, det er helt igennem magnifikt og befriende at bo i en by som Svendborg, der med sine oceaner af kulturtilbud bidrager til diskussioner med bulder og brag.
Kunst og kultur er dagsordensættende. Det skal det blive ved med at være.

Kultur danner mig. Kultur danner dig. Kultur danner os alle.
I teatret, på spillestedet, mellem linjerne, blandt farverne, foran skulpturerne, bag biblioteksbøgerne, under foredraget og gennem vores livsform.
Kultur er følelser, oplevelser og stof til eftertanke.
Kultur er en bevægelse, en sanseoplevelse, hvor vi rejser spørgsmål.
Og hvor vi lader dem ligge. Nogle længere tid end andre.

“Kunst er stort set et ja til tilværelsen,”. Det mente den tyske filosof Friedrich Nietzsche. Det udsagn synes jeg, du skal overveje.

Derfor spørger jeg dig: Investerer du tid i kultur?

af lea adelsten olsen