B Times møder dem en lille måned før åbningen. Få timer før de overtager nøglen til det tidligere værksted, som de på rekordtid har bygget op som Svendborgs nye spillested. Med devisen: ”Vi laver ikke fejl – vi gør os erfaringer.”

Fotografen dirigerer dem længere og længere ud i havnebassinet. Tågen kaster røgslør på hele Frederiksøen. Det er pivkoldt. Blæsten pisker tårerne frem i deres øjne. Fotografen siger: ”Prøv at se alvorlige ud”.

Det kan de ikke. Trods iskoldt havvand og fotograf-tortur griner de. De kan heller ikke lide at se alvorlige ud. Fordi – der er hele tiden noget at grine af for Lasse Bekker, 33, og Rune Kruse, 32. Fordi de to har besluttet at gøre livet til en fest – for andre, og selv have en fest med at arrangere festen for os – for dig, som læser dette. Vi er alle inviterede til kammeraternes evige fest.

Lasse er journalist, og Rune har brugt otte år på universitetet med kinesisk historie og kultur. Titlerne i dag – titlerne lige nu er: Kammeraterne bag Svendborgs nyeste spillested: ”Kammerateriet”.

– Jo, vi har boet i Aarhus, Beijing, Shanghai og København. Følt storbyens asfalt og rytme… og så kom vi hjem. Hjem til Svendborg.
Vi skabte det, vi selv manglede her, det som storbyen havde. Først lavede vi Love In på Skarø. Hey, den varer jo kun i fire dage, den fest. Så vi ville have en fest hver dag, siger de.

Og så gjorde de det der, de ikke havde prøvet før. Igen. Sendte ansøgninger til kommunen – for at få tilladelse til at lave Svendborgs nye spillested på Frederiksøen. Og oplevede politisk og kommunal velvilje. Faktisk roser de begge Svendborg kommune for at have brugt sølle to måneder på at godkende, at Lasse og Rune nu har åbnet ”Kammerateriet”.

– Det hjalp sikkert også, at vi har bevist, at ”Festivalen på Skarø” (Love In) er en vok- sende succes, og vi fik initiativprisen. Siger de med den der blanding af beskeden- hed, stolthed, glæde og ”hva-skete-der-lige-her”-følelse.

Når du læser dette, er den første tapas-tallerken, den første fadøl og ikke mindst, den første kammeratkoncert serveret. Intimt. Kammeratligt. Med et Lasse&Rune- touch. Og hey, der er så meget mere på beddingen på Frederiksøen i den runde bygning lige først for. En bygning som Rune og Lasse uden stress til interviewet (som blev til en måned før åbningen, red.) siger, at de har klar på et par uger. Fra værksted til spillested. Nå ja. Der var den igen. Det har vi ikke prøvet før, så det kan vi godt. Sådan, kammerater.

Følg Kammerateriet på facebook.com/kammerateriet og læs om kommende events og arrangementer.