Forleden dag besøgte jeg en bokseklub i Vollsmose. En fyldt sal med drenge og piger der knoklede løs med træningen. Konditræning, med boksepuderne og kampene. Man må spørge sig selv, hvordan det på nogen måde kan skabe integration, at opmuntre børn og unge til at tæske løs. Men det er slet ikke så dumt. For de faste strukturer, gennemsigtige spilleregler, fællesskabet og de stærke forbilleder i klubben er netop det der kan gøre forskellen på god eller dårlig integration. 

Bokseprojektet i Vollsmose er de en del af initiativet get2sport under Danmarks Idrætsforbund. Ud over boksning er sportsgrene som taekwondo og fodbold i høj kurs blandt de unge. Get2sport findes i 13 kommuner og 19 udsatte boligområder. Det koster ikke mange millioner. Trænerne er frivillige. Men der er ansat medarbejdere til at understøtte arbejdet organisatorisk – ligesom der gives hjælp til udstyr.  Med værdien for pengene er stor. Jeg mener også, at det må være at foretrække, at bruge penge på forebyggelse og på integration i børnehøjde. Fremfor at bruge de samme pengene på fængsler, antiradikalisering og beskæftigelsesprojekter senere i livet. Men projekter som get2sport kræver både politisk mod og accept i befolkningen. For hvorfor skal man gå næsten gratis til sport i et udsat boligområde. Når forældre i andre områder af samme by må betale dyrt for samme aktiviteter? Det kan synes uretfærdigt på den korte bane. Men jeg er ikke i tvivl om, at regnestykket på den længere bane går i plus.

Flere af de unge jeg mødte i bokseklubben er på landsholdet og har vundet medaljer ved internationale mesterskaber. De har fået succes med deres sport. Succeser, som de aldrig har fået i skolen. Men sporten går ikke ud over skolen. For deres trænere er netop de rollemodeller, der holder de unge fast på, at træning kommer efter uddannelse. Og de samme træner har en afgørende betydning for at energien ikke bliver brugt til at lave ballade i det lokale center eller inde i byen. For når man er en rigtig sportsmand eller –kvinde. Så lærer man, at det ikke er i orden at bruge sin styrke uden for bokseringen eller fodboldbanen. Og man lærer at respekterer sine konkurrenter.

Måske skal vi ikke kigge så langt efter forkromede formler på integration. Måske kan vi undlade at bruge store summer på integrationsprogrammer, som der er brugt millioner på at udvikle. Stærke fællesskaber kommer ikke af sig selv. Af og til skal vi hjælpe de sunde interesser på vej – og vise de unge vejen hen til dem. Den boksekamp er politisk. Men ikke desto mindre en vigtig kamp, der kræver mod. 

af lea adelsten olsen