Aldrig før har vi haft så meget brug for at se scenekunst, høre musik og gå på kunstudstillinger!
Vores kultur syder og bobler af fremmede sprog, nye beklædningsformer, religiøse ritualer, mennesker på flugt og 1000vis af tegn på nye, spændende, etniske impulser. Jeg har lyst til at spørge: Med hvilke forudsætninger læser vi så alle disse tegn?

”Fremtidens analfabeter er ikke dem, der ikke kan læse og skrive – det er dem, der ikke kan forstå og udtrykke sig om kulturens billeder” – ikke et citat fra en fremtidsforsker i 2016, men sagt i 1933 af Walter Benjamin.

Man kunne være ret konkret og spørge til, hvordan vi forstår guldfisk i en blender, udstoppede hundehvalpe og lort på dåse? Måske ender vi med bare at ryste på hovedet, trække på skulderne og med sammenbidte tænder lufte vores irritation over, hvad der dog gives kunststøtte til.

Vi er dog nødt at acceptere den kendsgerning, at kunsten altid har afspejlet en tid – lige fra de første hulemalerier til electro-opera om Darwin. Som dronningen i Snehvide, der kigger i spejlet – kan vi kigge på samtidens kunst og spørge ”hvad er smukkest/grimmest/mest aktuelt/mest på spil/farligst ect i landet her” Men forstår vi svaret? Kan vi læse spejlet? Har vi lært bogstaverne og tegnene, så det danner mening, en indsigt eller et nyt perspektiv for os?

Hvis vi for en stund tillader at udvide ”kulturens billeder” til at omfatte alle de iscenesatte tegn, handlinger og ritualer et multikulturelt samfund er sammensat af – så er det fristende at stille det samme spørgsmål: Har vi lært bogstaverne og tegnene, så det danner mening, en indsigt eller et nyt perspektiv for os?

Det særlige ved kunsten, kulturens billeder – og det store billede, hvor hele kulturens diversitet er iscenesat, er at det udfordrer vores evne til ”at se bag om”. Vi læser ikke den konkrete figur i maleriet, eller danserens bevægelser – vi læser den intention der ligger bag. En intention, som har fået en æstetisk form. Det er vel grundlæggende hvad kunsten og kulturen kan – formgive forskellige intentioner/viljer/motivationer? At opleve kunst og kultur er en konstant indre dialog mellem form og indhold – og vurdere, hvordan de to spiller sammen.

Grundlæggende mener jeg faktisk, at jo flere formgivne intentioner vi oplever – på scenen, i musikken, i kunsten – og jo mere vi taler med andre om det, vi oplever, desto mere trænet bliver vi i, ”at se bag om” og aflæse intentionen.

Når jeg fra mit fagområde følger retorikken omkring flygtninge, asylansøgere, muslimer, de fremmede – har jeg en stærk oplevelse af, at vi bliver dårligere og dårligere til at se bag om. Hvordan læser og forstår vi en slåskamp på en fodboldbane mellem asylansøgere fra 2 forskellige centre? ”Voldelige, utæmmede dyr, uden respekt for danske normer og regler”, har jeg hørt.

Det vil vel svare til at forklare Picassos maleri ”Guernica”, som en ufuldstændig, kluntet skitse, af en tilfældig havneby fra hans ferie? (Det skræmmende er jo, hvis man føler sig tilfreds med den forklaring)

Så hvilke bogstaver og tegn har vi brug for at kunne læse denne kulturelle mangfoldighed og diversitet? Med rødder i højskolen, kan jeg ikke lade være med at være inspireret af Grundtvigs historiske-poetiske tænkning – og sætte det i en nutidig kontekst.

Kort fortalt havde viden om den faktiske historie stor betydning for Grundtvig – den kunne lære os sammenhænge, kausalitet, konsekvenser – og som sådan træne vores liniære tænkning. Men hvordan kommer man til ”at se bag om” med udelukkende en liniær tænkning? Derfor poesien, som kunne stimulere vores følelser, vores forestillingsverden og vores evne til at læse symboler og et fantasiunivers – man kan vel sige, at poesien træner vores cirkulære tænkning?

Jeg mener at scenekunsten, musikken og kunstudstillingerne er vores nye højskolesangbog. Noget vi kan spejle os i, noget hvor vi kan lære om os selv og andre – og et sted, hvor vi kan øve os i at aflæse tegn, symboler og intentioner. Og hvis nu blev pissegode til det, ville vi måske opdage , at det fremmede, slet ikke er så fremmed endda.

af Morten Andersson

Skoleleder Ryslinge Friskole, tidligere afdelingsleder ARTS på Oure Højskole. Master i teater, Universität der Kunste, Berlin Krop, bevægelse og kommunikation, Institut for Idræt, København Læreruddannet, højskole, efterskole, døgninstitution, erhvervsskole