Kulturen er vores fælles sprog. Kulturoplevelser binder os sammen og giver os en fælles platform.
Kulturen har også en helende kraft, som ikke er ligeså flyvsk som det lyder. I mange af landene omkring os er de længere fremme på områder som biblioterapi i England, bevidst brug af kunst på psykiatriske afdelinger i Sverige eller tangoterapi i USA. Vi er heldigvis ved at komme efter det i Danmark, og kan glæde sig over, at der i årets satspuljeforhandlinger kom kultur på recept med i udmøntningen, som også Nils Valdersdorf nævnte på bloggen her for nogle uger siden.
Men behøver det virkelig at være centralt styret, at sætte kulturens positive effekter mere bevidst i spil? Og skal vi fokusere enøjet på sundhedsområdet? I mine øjne slet ikke!
Vi er stolte af vores brede, boblende kulturliv i Svendborg, med god grund. Og vi bruger løs af de tilbud der er. Vi går i teateret, til koncerter, fodbold-, håndbold- og basketkampe. Vi opsøger kunstudstillinger, events, spoken word, nycirkus og klovnerier. De fleste af os.
Men der er også mange, der ikke oplever kulturlivet i Svendborg tæt på i samme grad. Det kan der være mange gode grunde til. Hvis det er svært nok at finde pengene til madpakkerne, er der langt til en tur i teateret for hele familien. Ensomheden kan blive selvforstærkende, når man ikke har nogen at dele en koncertoplevelse med. Eller måske har man så store psykiske udfordringer, at tanken om at give sig selv den oplevelse, det er at gå på en kunstudstilling slet ikke opstår.
Men netop de mennesker, der af forskellige årsager ikke deltager lige så aktivt i kulturlivet som så mange andre, er i virkeligheden dem, der kunne få mest ud af at gøre det. Teaterturen med hele familien er med til at give overskud i hverdagen og måske endda den ekstra selvrespekt, der giver hele familien nye muligheder. Vejen ud af ensomhed kan netop være, at have fælles oplevelser med andre, der giver glæde og stof til gode samtaler. Oplevelsen af kunst kan være det spejl af sindet, der gør at man ser nye vinkler og får mere mod på livet, selv i en svær situation. Alt dette behøver ikke at være begrænset af Kultur på recept-punktet i satspuljeudmøntningen.
Og vi har alle ingredienserne til at skabe det selv, hér på Sydfyn. Vi har det i forvejen sprudlende kulturliv, hvor masser af kulturinstitutioner tager det kulturelle ansvar for byen på sig. Vi har en velfungerende frivillighedsformidling i Kontakt Mellem Mennesker, vi har beboerkonsulenter i de mest udsatte boligområder. Og vi har en kommune, der de senere år har vist sig villige til at afprøve nye veje og nye initiativer.
Tilsammen giver disse brikker mulighed for at lade kulturlivet påtage sig et endnu større socialt ansvar – også for de grupper, der ikke nu er jævnlige kulturbrugere. Mulighederne er mange, og jeg er sikker på, at kulturlivet er fremsynet og levedygtigt nok til, at de teater- og koncertbilletter de kunne donere til en pulje, som socialrådgivere, frivillighedskoordinatorer eller beboerrådgivere kan trække på, ikke vil vælte budgettet – men måske nærmere vil vise sig at være en berigelse for kulturlivet på længere sigt; og at de gratis gruppeadgangskort som kunstudstillinger eller events kunne donere, heller ikke vil.
Vi har et stærkt og levende kulturliv på Sydfyn, som jeg tror kun vil vokse yderligere, af at tage et større socialt ansvar! Det behøver vi hverken satspuljemidler eller central styring for at gøre. Også det, håber jeg vi kan gøre helt autonomt i og omkring Øhavets Hovedstad, og dermed vise kulturlivets medansvar som det gode eksempel for andre kommuner.