’Skal du så ikke arbejde med kulturpolitik mere?’
Spørgsmålet faldt, da jeg blev valgt som mit partis spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget 26. maj 2019.
’Jo, da!’
Sådan lyder svaret.
Jeg forstår godt spørgsmålet. For jeg har opdaget, at der selv i påståelige, kulturbevidste kredse i Danmark hersker (mis-)forståelse, at der ikke findes en fælles kulturarv i EU. Og at kultur derfor ikke er et væsentligt politisk tema at beskæftige sig med.
Det bekymrer mig, at man kan se sådan på det. At 28 (27) lande i Europa ikke har noget som helst af betydning til fælles med hinanden udover et praktisk frihandelsprojekt plus det løse med Euroen, landbruget og de ydre grænser. Groft sagt – det giver ingen mening.
Europa – og især EU – består kulturpolitisk set af noget ganske originalt og værdifuldt netop i kraft af de mange landes evne til at arbejde sammen på frie og fair betingelser. Arbejde sammen for at beskytte demokrati, fred, klima og menneskerettigheder. Alene det, at vi kan få dét til at fungere, er udtryk for, at vi deler en fælles kultur, vi skal passe godt på.
I EP skal jeg sidde i den mest indflydelsesrige borgerlige gruppe, EPP, og har derfor en afgørende stemme på Danmarks vegne. EPP har – som andre partigrupper i Parlamentet – sine udfordringer med medlemmer fra især de nye EU-lande, som har svært ved at implementere de demokratiske principper i deres landes love og strukturer.
Kultur er for mig indbegrebet af menneskelig adfærd i al sin mangfoldighed og i forhold til at fremme demokratiets vilkår i samfundet. Nøglen til mere og stærkere demokrati sidder i at vi som politikere har en sund kultur for samarbejde og samtale om det, der er svært. Når socialistiske regeringer i et EU-land er indblandet i drab på journalister, der graver i korruptionssager og når såkaldte borgerlige regeringer i et andet EU-land begrænser ytringsfriheden og dommeres uafhængighed til statsmagten, så har vi brug for mere end trusler og straf for at få dem til at rette sig ind på den demokratiske vej igen. Så har vi brug for den kulturelle kapital, som sidder i politikerens menneskelige egenskaber og med hvilke, de kommer ind på hinanden og finder frem til løsninger, der peger i den rigtige retning.
For mig at se er det vigtig, at man som politiker er sig lige så bevidst om sin og andres kulturelle kapital, som man er med den mere traditionelle politiker-kapital i form af holdninger til mere eller mindre skat, stat og frihed osv. Politikernes kulturelle kapital handler om evnen og viljen til at lytte til andre, at ville samtale og arbejde konstruktivt og kreativt på at finde løsninger på de udfordringer, der er at tage fat på. Politikernes kulturelle kapital handler også om måden man taler om udfordringerne på og de ord, man vælger at bruge i debatten.
Det er min oplevelse – som jeg tror, det er mange andres – at Europa har brug for en sundere kulturel kapital, så vi kan løse udfordringerne med klimaet, med migrationspresset og måden hvorpå vi handler med resten af verden, og hvorved vi gerne skal udbrede mere respekt for demokrati og menneskerettigheder.
EU bruger i dag en del penge på kulturprojekter. Jeg lytter mig til, at rigtig mange kultur-fagpersoner sammen med borgerne i foreninger og mindre virksomheder bekymrer sig om den nationalisme, egoisme og populisme, der lige nu truer med at lamme handlingsevnen overfor klima, flygtninge og fred. Deres bekymring skal have en nemmere vej til at blive udtrykt i borgernære kulturprojekter, som samler de europæiske lande og folk på tværs af grænser og generationer.
Det vil jeg gerne arbejde for. Fordi det er vigtigt. Og fordi jeg gerne vil undgå, at der i fremtiden bliver stillet spørgsmålstegn ved, om EU-politik nu også handler om kultur. Dette spørgsmålstegn skal tages alvorligt. Det skylder vi de kommende generationer og de flygtninge ude i verden, som har brug for et sundt, demokratisk og indflydelsesrigt Europa, som sætter den kulturelle barre højt og på en måde, hvor de flere end i dag kan være med.