I de seneste måneder har meget af den politiske debat handlet om flygtninge, og hvordan vi skal tage imod dem – eller hvordan vi skal holde dem væk. Hvis ikke debatten har handlet om flygtninge, så har det i stedet drejet sig om planlov, regeringens forslag til ’vækst og udvikling i hele Danmark’ og ikke mindst den landbrugspakke, der tillader yderligere udledning af kvælstof til skade for miljøet.
Heldigvis har vi også hørt og læst en masse om civilsamfundets selvorganisering som modreaktion på regeringens asylforringelser, og om hvordan kommunerne og økologerne har grebet den grønne førertrøje og egenhændigt skaber dén bæredygtige omstilling, der mangler på landsplan.
Hov, tænker du – var det ikke et kulturblogindlæg, du var i gang med at læse? Jo da!
For der er klare tråde fra reaktionerne på den politiske dagsorden til kulturpolitikkens rolle i samfundet.
Eller til den rolle kulturpolitikken ikke har i samfundet. Der er simpelthen ikke blevet sat en kulturpolitisk retning for 2016. I regeringens lovkatalog er der faktisk kun tre forslag på kulturområdet. To er blot implementeringer af EU-direktiver og det sidste er et forslag, der skal øge konkurrencen på markedet for TV-distribution. Ingen forslag, der udstikker en retning eller en vision for kulturen i samfundet.
Men det åbner jo en helt fantastisk mulighed for både kommunerne og civilsamfundet. Det er op til os selv at sætte den manglende dagsorden. Vi skal gøre det tydeligt, at der findes masser af kulturpolitiske dagsordner i hjerterne og hjernerne på alle vi mennesker rundt i Danmark, der brænder for et stærkt og levende kulturliv.
De dagsordner, der har styret debatten de seneste måneder, er voldsomt polariserende. Og så bliver kulturen endnu mere vigtig. Kulturen er den referenceramme, der gør, at vi kan tale bedre sammen. Kulturen kan udfordre os på følelser og holdninger samtidig med, at den giver os en fælles oplevelse og en mere nuanceret opfattelse af hinanden.
Kulturen kan samle os på tværs af de grøfter, vi graver i samfundsdebatten. Kultur kan forstærke de brede relationer i samfundet og medvirke til, at vi tager større hensyn til hinanden.
Og fordi kulturpolitikken er så fraværende i den landsdækkende politiske debat, er det netop en unik chance for os på Sydfyn til at bidrage til at udfylde det tomrum. Vi skal turde tænke vores lokale idéer langt længere ud i Danmark og i verden. Der er ikke nogen grund til at stoppe hverken ambitionerne eller markedsføringen ved bæltbroerne.
Jeg vil med det samme slå fast, at jeg ikke abonnerer på idéen om ’det fynske glasloft’, der gør, at vi stopper os selv, fordi vi ikke tør tænke stort nok. Jeg tror i øvrigt heller ikke på at kulturens kvalitet er ligefrem proportional med den økonomiske investering i den.
Jeg tror tværtimod på den kvalitet, der skabes i kulturen, når blomsten er groet i egen have og vandet i fællesskab. Og jeg tror på, at jo mere forskellighed vi omgiver os med kulturelt, jo mere spændende tanker får vi, og jo større kvalitet og fylde får kulturen.
Og det er dén universelle idé, den fortælling om fællesskab og forskellighed samme sted i tid og rum, jeg håber at vi fra Sydfyn skal udfylde det kulturpolitiske tomrum med.
Blog: