I den offentlige debat og på den politiske dagsorden står kunsten og kulturen i disse år gevaldigt for skud. Både lokalt og nationalt trues bevillinger af både grønthøster og sparesabel. For hvilke produkter og hvilke resultater bringer disse bløde værdier med sig?
Hvilket udbytte skaber en teateroplevelse? Hvordan måler man en følelsesmæssig forandring? Hvordan graduerer vi effekten af kulturelle fællesskaber? Ja, hvad er et grin eller en tåre værd? Vi kan mærke, at kunsten og kulturen gør noget ved os, men hvad?
I en tid, hvor alt bliver målt og vejet, købt og solgt, medieret, eksponeret og kommercialiseret, ja, der kommer disse begreber ofte til kort.
Kulturminister Bertel Haarder inviterede for nylig til kulturelt topmøde på Rødding Højskole med overskriften “Mere og bedre kultur for færre penge”, under den påstand, at selv ved et regeringsskifte kommer der ikke flere penge til kulturområdet fra staten. Men hvorfor nu ikke?
I erhvervssammenhænge kan der i disse år godt findes offentlige kroner til at fremme af f.eks. dansk iværksætteri, eksport, fødevareproduktion og landbrug – senest med nye 150 millioner kroner på finansloven for 2016.
En del af svaret ligger naturligvis i, at disse områder er nemme at kvantificere og måle på. Dog bærer kulturlivets traditionelle og ensporede måde at omtale sig selv på også en del af ansvaret. Generationer af kunstnere har talt om kunst for kunstens skyld uden for alvor at vove sig ud i beregninger om kulturens afsmittende effekt på turisme, kommuners bosætning, erhvervsvirksomheders valg af produktionssted osv. Disse kunstnere har alene været drevet af det argument, at kunstens værdi er bærende i sig selv samt en frygt for, at kunsten skulle ligge under for kommercielle interesser.
Det på trods, dukker der flere og flere gode historier op om kunsten og kulturens merværdi.
I Sverige har man til eksempel forsket i at udskrive kultur på recept som sundhedsfremmende tiltag. Dette med endog meget gode resultater til følge. En forskning og tendens der langsomt spreder ringe i vandet og tages op også i Danmark. For selvfølgelig, fristes man til at sige, hjælper det på depression, stress og en vifte af psykiske lidelser at synge, danse, læse og male – at opleve og udtrykke sig i fordybelse.
Et herskende politisk mantra er også, at vi i den offentlige sektor skal bruge færre penge på administration og skaffe os flere varme hænder. Et vigtigt og tydeligt billede på mere sundhedspersonale.
Afgørende for at få varme ud i fingerspidserne er dog et pulserende hjerte. Et hjerte der livgivende pumper blodet og varmen rundt i kroppen.
Hvorfor ikke, med ovennævnte eksempel in mente, se på kunsten og kulturen som dette værdifulde hjerte. Den daglige, vedvarende puls og rytme der medvirker til, at vi mennesker holder os sunde og glade, nysgerrige, klogere på, interesserede i og afhængige af hinanden.
Får dette bankende hjerte samtidig flere virksomheder, borgere og turister til en kommune, så er det win win for alle.
Tænk om Kulturministeriet brugte ressourcer på at undersøge og dokumentere disse kulturskabte samfundsgavnlige effekter samtidig med, at kulturlivet vovede at tale om dets potentielle markedsværdier uden frygt for en svækkelse af kunsten.
I så fald kunne man nære håb for, at Kulturministerens næste topmøde ville få over- skriften:
”Kulturen som vækstskaber. Kunst er kernevelfærd.
Vi ses i teatret
