Da jeg blev inviteret til at skrive mit første indlæg på denne blog, blev jeg faktisk lidt bange. Bange for at afsløre, at jeg på trods af mit medlemskab af et parti som sætter kulturpolitikken helt op i front, ikke har en tøddel forstand på kunst og kultur. Jeg er nemlig en helt og igennem remouladedansker. Eller måske mere en mayonnaisedansker. Remoulade er alligevel en tand for prætentiøst.

Og hvad skulle jeg skrive? Jeg kunne skrive noget om de brede kulturarrangementer som DGI-landsstævnet og dets betydning for byen fremadrettet. Eller skulle jeg vælge det sikre, og have en holdning til Jens Galschiøts udstilling ”Protest mod vanviddet” på Galleri Underwaerk, og om hvordan, at mine børns empatiske/sympatiske kompetencer var til eksamen da vi betragtede værkerne?

Men sagen er, at der er så mange aktuelle emner at skrive om, at jeg valgte at lade være. Dels fordi ethvert valg ville medføre rigtig mange fravalg, og dels fordi jeg sandt at sige, ikke er typen som render rundt til ferniseringer og kulturarrangementer.

Så i stedet, vil jeg bruge min plads i denne klumme til at skrive om den kunst og kultur som jeg mener inkarnerer Svendborg. Kunst og kultur som er omkring os, og som vi alle sammen har et forhold til, uanset om vi er feinschmeckere eller remouladedanskere.

Og hvor ellers at starte end på Frederiksøen. Ikke for at beskæftige mig med den eksplosion af kunst og kultur som har fået et leben i de gamle bygninger. Nej men for at beskæftige mig med en kulturel historie, som binder hele det sydfynske område sammen. En historie om storhed og internationalt udsyn i en tid hvor coastere var rygraden i den danske transportsektor, og hvor fremmede folk og varer flød til Svendborg i en lind strøm, og skabte den minimetropol som Svendborg også er. En ånd og stemning som i høj grad, den dag i dag, udgør en bærende del af historien om Svendborg.  En kulturel oplevelse som har åbent dag og nat, og en slags kultur som alle i Svendborg kan forholde sig til. Det kræver bare at man bevæger sig ned på havnen og lader kulturen fylde en.

Så gå en tur på havnen. Se på bygningerne. Lyt til arbejdet fra maskinværkstedet. Skue i bare en halv time ud over sundet. Gør du det, føler du dig øjeblikkelig som en del af noget større, og får (forhåbentlig) pludselig perspektiv på både dit liv og din plads i Svendborgs historie. Og hvis det ikke er det som kunst og kultur skal kunne, så har jeg fuldstændig misforstået konceptet.

Kunst og kultur som den på Frederiksøen er Svendborg fyldt med. Og jeg håber, at jeg, så længe jeg får lov til at husere i denne klumme, kan få lov til at dele et par af de steder, værker og monumenter som vi alle sammen har et forhold til. På genlæsning.

af Karl Magnus Bidstrup

Medlem af kommunalbestyrelsen i Svendborg for Alternativet