Jeg synes det er svært at få læst skønlitteratur i hverdagen. Det er ærgerligt. For der er noget helt særligt over at fordybe sig i en historie fortalt med ord. Der er noget helt særligt over selv at skulle sætte ansigter og billeder på personerne i skønlitteraturen. Og ikke mindst det store rum til fortolkning, som bøger efterlader. Lige så snart jeg letter med en flyver for at tage på ferie eller arbejde i udlandet får bøgerne lov til at fylde. Er en bog ikke færdiglæst inden jeg lander i Danmark igen, er det ikke noget problem at få slutningen med. Så er jeg ligesom fanget af bogens magi. Men i dagligdagen kan det kun blive til et par sider i starten af en bog, før jeg mister koncentrationen. Enten ringer telefonen. De sociale medier skal lige tjekkes eller et praktisk gøremål skal nås. Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der har det på den måde. Og det bekymrer mig. Særligt for de yngre generationer – som jo ikke går af vejen for en god historie. Det er bare lettere at tjekke telefonen over en serie på Netflix end det er midt i en sætning i en god bog.

Desværre gemmer der sig en tendens der er større bag mine observationer om læsning af bøger. I biografen, på restauranten, til påskemiddagen og midt i filmen i tv fredag aften er det normalt at telefonen samtidig lige skal tjekke. Flere gange. For tænk nu, hvis man gik glip af noget. Tænk nu, hvis der lå en vigtig besked. Og nej. Her taler jeg ikke kun om de yngre generationer. For jeg har mødt mindst lige så mange ældre, der ikke kan lade tastaturet i fred. Og uanset alder går mobilkiggeriet ud over koncentrationen i øjeblikket. Det går ud over nærværet. Det går ud over oplevelsen.

Over scenen på Odense teater står der med store bogstaver ”I kunsten kan livet kendes”. Hvis vi ikke giver os selv tid og rum til kunsten – uanset om det er madkunst, scenekunst eller litteratur. Så lærer vi måske aldrig for alvor livet at kende.

Lige nu læser jeg ”En anden gren” af Jesper Wung Sung. Jeg startede på den på vej til et møde i Rusland. Og er helt opslugt af den. Allerede på side 221 har jeg reflekteret mere over livet og samfundet end jeg har haft tid til de seneste mange uger. Godt jeg kun er halvvejs. Hvad kan det ikke blive til.

af Trine Bramsen

Tidligere: Svømmetræner i Svendborg Svømmeklub, gymnastiktræner på Thurø og ansat i Føtex, Svendborg Nu: Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og orlov fra stilling som seniorkonsulent i Deloitte