Om seks uger er der kommunalvalg, og går de som det plejer, så bliver det uden kultur som et af de centrale valgtemaer. Mange taler ellers om, at nu skal kulturen på den politiske dagsorden, og nu skal der ske noget. Men som regel sker der ikke alverden, og måske er det meget fint.
Kultur og politik er en vanskelig cocktail, spørg bare den til enhver tid siddende kulturminister. Nederst i ministerhierarkiet, som de er. Ikke fordi kulturen ikke er vigtig i politik, men fordi pengene er små, og fordi langt de fleste budgetter ligger fast og ikke kan forrykkes alverden.
Kan kultur flytte stemmer? Ja, selvfølgelig, men når der debatteres prioriteringer i velfærdsdanmark, så vil kun de færreste kommunalpolitikere prioritere kulturpengene over daginstitutioner og ældrepleje. Selvfølgelig. Sådan er det, og det må og bør kulturlivet efterhånden også forstå, i stedet for ved hvert valg at tro på, at nu må det være valget, hvor de helt store kulturinvesteringer står øverst på dagsordenen. Men sagen er, at kulturen bør afstemme sine politiske forventninger med virkeligheden. Det vil kulturlivet i sandhed også selv have godt af. For den oplagte fare er, at kulturlivet kommer til at synge første tenor i den udbredte korsang, der spænder kulturen for alle mulige andre vogne end den kulturelle. Som det klassiske argument om, at kulturen kan løfte kommunen, så flere flytter til, så erhvervslivet ser nye muligheder, så turismen får et nøk opad, ja nævn selv alle de andre afledte effekter, som et stærkt kulturliv altid tillægges.
Det er selvfølgelig ikke helt forkert. Men taler man konstant kulturen ind i en anden kontekst end dens egen, så nedvurderer man selve kulturens værdi. Præcis derfor ender kulturen så ofte i det politiske som en trækkraft for alle mulige andre dagsordener.
Kulturen skal have lov til at være kultur i sin egen ret. Også når det kommer til kulturpolitik. Når kulturen skal prioriteres i eksempelvis en kommunal valgkamp, så skal det ikke være med argumentet om alt det andet, som kulturen kan gøre noget godt for, men i stedet med argumentet om, at kultur er vigtigt, fordi det er vigtigt.
Vi så det for nylig i Svendborg, hvor driftige kulturmennesker fik sat en gigantisk parade på benene, som flere tusinde deltog i, og endnu flere nød godt af. Her var ikke tale om et arrangement, der skulle markere noget særligt, ej heller skulle særlige solister fremhæves, og der skulle ikke holdes taler eller gøres særligt væsen af andet end selve begivenheden. Selve oplevelsen. Det er kultur, og det var kultur, der levede og lever i sin egen ret, og kultur som enhver kan se har en enorm værdi.
Kan det så blive til politik? Ja selvfølgelig kan det det. Men det kræver også, at kulturens fremmeste folk selv insisterer på kulturens helt egen værdi og ikke forsøger at pakke den ind i alle mulige politiske temaer, som handler om alt andet end kultur.
Held og lykke med det – og god valgkamp.