Artist, starut, ildsjæl, kultut – Svendborg har det hele, og her kan man boltre sig! Om det er dramatisk, musisk, artistisk eller noget helt fjerde, så er Svendborg en herlig by at bo i. Og det siger jeg, fordi jeg selv har prøvet det.

Svendborg er særlig, fordi her bor så mange ildsjæle, der opfinder og faciliterer de mange kulturmuligheder, som byen huser. Jeg har skrevet nogle af dem ned – alle dem, som jeg selv går og har glæde af. Hvis du kan mærke teaterlysten boble i kroppen, så er alle disse steder formidable og lige om hjørnet. Her er mit Scenekunstens Bykort – brug det endelig eller giv det til en ven!

Hvor du kan gøre scenekunster

Svendborg Fritidsteater er et hjertevarmt familieteater for ALLE med teaterlyst. Her arbejdes på forestillinger året rundt. Kontakt Marianne Kjær og vær med!

B&U Teatret giver favnende og lærerig teaterundervisning og forestillingsforløb for børn og unge, der er nysgerrige på teatrets univers.

SceneLAB er et scenekunstlaboratoriium i Svendborg Forsamlingshus, der som scenekunstnerisk legeplads giver rum og mulighed for at lege, arbejde og eksperimentere. Se mere på Facebook!

SceneRUM er en åben scene, hvor man kan afprøve sin scenekunst for et publikum. SceneRUM giver de sydfynske teaterfolk, artister og kunstnere anledning og mulighed for at møde hinanden på kryds og tværs. Se mere på Facebook!

Cirkusrummet er en herlig legeplads beliggende i Kultutten. Her er der rum for at mødes og rum til fri kropslig udfoldelse. Se mere på Facebook!

Hvor du kan se scenekunst

BaggårdTeatret skal du besøge så ofte du kan og se forestillinger, som du aldrig har set forestillinger før. BaggÅRSKORT fås til en formidabel god pris! BaggårdTeatret har sammen med Skolerne i Oure oprettet et talentudviklingsforløb for unge – se mere under Svendborg Scenekunstakademi.

Svendborg Teater. Når foråret kommer til byen, plejer Folketeatrets turnéforestillinger også at gæste Svendborg Teater. Og du skal være hurtigt ude efter billetterne. Se på mere på Svendborg Teaters hjemmeside.

SART Danseteater forvandler i februar 2019 Svendborg Forsamlingshus til et forunderligt sanseunivers og lader publikum drage på en sanserejse og madoplevelse uden uden lige.

Teater Momentum ligger midt i Odense og er et fantastisk hus for moderne og eksperimenterende scenekunst, fremragende gæstespil og arrangementer, man aldrig ville være foruden.

Odense Teater. Er du ung mellem 16 – 24 år eller studerende, så meld dig ind i Odense Teaters KLUB U og se for forestillinger så meget du vil til en utrolig god pris.

Og hold øje med forestillinger af
Svendborg Fritidsteater
B&U-Teatret
Cirkusrummet
KulturCamp

af lea adelsten olsen