Når det kommer til kulturel dannelse, tror jeg vi har landets mest heldige grundskoleelever i Ryde. Vi er nemlig af flere omgange blevet foræret store fælles oplevelser med kunst, i form af både skuespil, billedkunst, musik og forfatterbesøg. Vi har også af flere omgange ladet os inspirere af kunsten og dens mange udtryksformer, for at lave forskellige skoleprojekter.

På nogle skoler (og hos nogle forældre og politikere) vil man se mange af disse aktiviteter som “spild af tid” ud fra devisen, at det tager tiden fra det skolen RIGTIGT handler om, men hos os spiller aktiviteterne en helt central rolle, som et dannende og uddannende element for at styrke eleverne til, at være deltagere i og tage ansvar for fremtidens globale verden. Hvad det har med kunst at gøre, ville tage for lang tid at opremse her, derfor vil jeg i dette indlæg nøjes med at give nogle eksempler på, hvordan vi i Ryde oplever kunsten som dannende og uddannende for vores elever. Se indlægget som et indspark i debatten om den Åbne Skole og en problematisering af den overfyldte årsplan, som gør at tværfaglige projekter oftest bliver en pine fremfor en motivation.

Når kunsten bevæger os
For halvandet år siden havde en gruppe lokale ildsjæle fået overtalt et kunstprojekt kaldet “Kunsten i Bevægelse” til at komme til Ryde. Projektet gik kort fortalt ud på, at to grupper af 3 kunstnere besøgte forskellige vestjyske landsbyer, for at lave forskellige kunstprojekter med områdets borgere. I Ryde var vores friskole omdrejningspunkt for projektet, hvilket betød at vi havde 3 kunstnere arbejdende på skolen i en lille uges tid. På forskellig vis blev eleverne inddraget i de forskellige kunstneres værker, som f.eks. tyggegummiskulpturen, der skulle laves af kunstneren Julie Bitsch ud fra den lokale historiske personlighed Margrethe Reedtz (som har lagt navn til vores skole). Kunsten i bevægelse formåede takket være sit gode koncept og den ihærdige ildsjælsgruppe, at samle de lokale om et kunstprojekt. Der var flot fremmøde til fællesspisning hver eneste aften, og aldrig har vi haft så mange besøgende til en kunstfernisering i Ryde. I projektet oplevede eleverne både kunstnere arbejde og de prøvede at give deres eget bidrag til kunstudstillingen, gennem klassernes individuelle kunstprojekter. Men bedst af det hele var nok, da tyggegummifiguren af Margrethe Reedtz vendte tilbage til byen, nu støbt i bronze, og blev forsvarligt stillet op i parken, lige ved siden af skolen. Her kunne børnene se hvordan alle deres tyggegummistykker tilsammen var blevet en vaske ægte skulptur – og den var flot!

Kunsten i bevægelse var et fornemt eksempel på, hvordan kunst sagtens kan blive til i mødet mellem kunster og bruger, og hvordan dette møde i sig selv kan få kunsten til at give en mening det ellers ikke ville have givet for brugerne.

Der var engang et Mega-instrument
Ikke mange måneder efter Kunsten i Bevægelse var forbi, fik vi besked fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, at vi havde fået bevilget 1,2 millioner til et stort permanent kunstværk i vores skolegård. Det var næsten ikke til at tro, at en lille landsbyskole som os kunne få så flot en bevilling, så vi blev meget stolte!

I starten havde vi et håb om, at børnene kunne blive en slags idé-generator for kunstnerne, men det viste sig at være for svært at sætte i værk, når opgaven var en permanent udendørs installation. Her oplevede vi for alvor, hvor svær en opgave kunst også kan være. Når man skal lave en permanent udendørs installation, skal man virkelig være godt forberedt, for ellers vil kunstværket jo ikke kunne overleve – som mange af de ukampdygtige springvand der står landet over har oplevet. Vi havde nok heller ikke regnet med, at den velkendte vestjyske vestenvind kunne have konsekvenser for, hvilket slags materiale kunstværket skulle bygges af?

Eleverne har efterhånden forstået, at kunsten også nogengange er noget andre kommer til én med. Det er ikke altid man er en del af processen, nogle gange oplever man bare. Det gør opgaven om at få kunsten til at give mening for eleverne større, for nu er deltagelsen i sig selv ikke så meningsgivende. Derfor har eleverne i løbet af processen hilst på kunstnerne, haft samtaler omkring lejrbålet og prøvet at lave deres egen version af kunstværket i 3D-print.

Kunstværket har siden ansøgningen skiftet navn, hvilket er meget sigende for hvad hvilket kunstværk vi glæder os til der bliver bygget i vores skolegård. Kunstværket hedder nu Fremmedlegeme, fordi det skal være noget vi ikke har i Ryde eller på skolen – det skal være noget andet, men samtidig skal det også være et instrument. Her har kunstnerne fået en helt fantastisk idé! Kunstværket kommer nemlig til at indeholde en stor antenne, som er sat til en computer der kan afspille såkaldt “Naturlig Radio” (VLF). Kunstværket bliver altså også et instrument, som kan spille på moder jord. Fascinerende!

Et af målene med kunstværket er at skabe et rum til fordybelse. Det bliver noget nyt og noget andet, og for os i Ryde bliver det det perfekte kunstdannelses-træningsrum. Et helt særligt sted med en helt særlig historie, hvor eleverne i små grupper kan lade tankerne flyde væk i værkets mangfoldige visuelle og auditive udtryk.

Mødet med kunsten er afgørende
Om vores elever på friskolen i fremtiden bliver bedre kulturbrugere end så mange andre, det skal jeg ikke kunne sige, men vi kan se at vi tænder en flamme i mangt en lille kulturentusiast. Det er meget forskelligt hvad børnene falder for, men det er tydeligt at se, at for hvert møde eleverne har med en musiker, en billedkunstner, en skuespiller, en forfatter eller noget helt femte, bliver endnu en flamme tændt.

Der er ingen tvivl om, at mødet med kunsten og ikke mindst kunstneren, gør en forskel for hvor mange flammer der bliver tændt. En elev kan godt være interesseret i skuespil og gå til drama, men det er oftest mødet med skuespilleren, der for alvor får dem til at brænde for faget, både som deltager og beskuer. Samtidig oplever vi også, hvordan et besøg hos os kan være inspirerende for de kunstnere der kommer forbi. Altså synes mødet mellem “folk” og “kunst” at have en gensidigt konstituerende effekt, hvor folket bliver klogere på kunst, bliver kunsten klogere på det folk, som i sidste ende skal have glæde af hvad kunsten kan, hvis kunsten skal give mening for os som mennesker.

Alt for få mennesker får glæde af vores mange gode kulturinstitutioner i Danmark, hvilket da også virker til at være et obligatorisk samtaleemne i de danske kulturinstitutioner. Hvem vil ikke gerne spille for fyldte sale og have besøgende nok på muséet til, at man også får råd til mere end bare drift. Det store problem er, at de fleste institutioner mangler at indse, at det ikke er nok at blive hvor man er og bare række hånden ud (eller annoncere på Facebook), man skal gå ud på gaden, møde folket hvor de er og på den måde lade kunsten komme folket i møde. Det er der heldigvis flere aktører der er begyndt på, som f.eks. de teatre der tager dramatikken ud i private hjem, på sejlbåde, på gaden og mange andre steder, hvor folket møder kunsten og kunsten møder folket.

Ønsker vi et levende kulturliv i fremtidens Danmark er jeg ikke et sekund i tvivl om, at
Danmarks mange kulturaktører, skal skabe disse møder mellem folk og kunst.

Sæt i gang!

af Morten Mosgaard

Sangskriver, musiker og friskoleleder på Margrethe Reedtz Skolen i Ryde. Morten slog tidligere sine folder i Humble på Langeland som musiklærer på musikefterskolen.