I forsøget på at formidle mit arbejde som skoleleder med at bringe kunst og kultur ind i skoledagen vil jeg her komme med en personlig beretning om en oplevelse, vi havde sidste efterår på Margrethe Reedtz Skolen i Ryde. En amerikansk kunstner flyttede ind på skolen over en periode på to måneder for at arbejde med forskellige kunstprojekter, som eleverne undervejs kunne se blive til og samtidig blive en del af.

Baggrund
I 2014 var landsbyen Ryde nær Holstebro vært for det omrejsende kunstprojekt ”Kunsten i bevægelse.” Et kunstprojekt der bragte danske og internationale kunstnere og deres arbejde ud i forskellige vestjyske landsbyer i mødet med en lang række lokale frivillige. Én af de kunstnere, vi havde besøg af i Ryde, var den amerikanske kunstner Michael McGillis. I løbet af hans 5 dage i Ryde, skabte han med nogle elever en masse uhyggelige dyr, han omsatte til fotokunst, samt byggede en silhuet af et dinosaurskelet af pap, malertape og plastik (se foto).

Hvad er det, der sker når, man finder på?
For mig er noget af det mest interessante ved kunsten det tidspunkt, hvor inspirationen tager form og manifesterer sig i en tekst, et billede, et stykke musik eller noget helt fjerde. Det tidspunkt hvor man som kunstner bliver skabende. Det var dette fokus på at skabe, der gjorde Michael McGillis’ arbejde så interessant i skoleregi. For med ham var det meget tydeligt, at der var en lang indledende fase, inden “selve” kunsten tog form. Michael McGillis brugte lang tid på gå rundt og kigge, samle idéer, tage noter, tage billeder, søge på nettet, snakke med folk, lave skitser af papir og pap og så videre. For mange børn er det en underlig ting at gøre, for “der sker jo ikke noget” i den indledende fase, hvorfor sætter han (kunstneren) sig ikke bare ned og bygger noget? Hvorfor laver han ikke bare et maleri?

Men netop det at undersøge, inden man handler, er noget der går igen i mange facetter af vores liv og vores samfund derfor er det for mig at se noget af det mest centrale, vi skal lære vores børn allerede i grundskolen. Gode beslutninger tages oftest, når man har gjort sit forarbejde godt, og det kræver tid, tålmodighed og grundighed.

At vise den skabende proces
For at lade børnene på skolen komme tættere på denne skabende proces, inviterede vi Michael McGillis tilbage til Ryde, for at bo og arbejde på skolen mens han skulle skabe to nye kunstværker. Til at hjælpe med finansieringen søgte vi Statens Kunstfond om støtte til en udstilling på et kunstgalleri i Holstebro og lavede et samarbejde med den lokale billedkunsttalentlinje. Da alle aftaler var på plads, gik vi på opdagelse i lokalsamfundet for at finde ud af, hvem der havde lyst til at hjælpe, når Michael McGillis flyttede ind. Vi fik skaffet ham et sted at bo, en cykel, noget værktøj, en masse materialer og nogle lokale håndværkere, der kunne hjælpe med hans projekter. Målet var, at Michael McGillis i hans tid i Ryde skulle lave 2 forskellige værker, et skyggeværk i skumringen i vores lokale skov og en gengivelse af skyggeværket på et lokalt kunstgalleri.

Hvornår sker der noget?
Da Michael McGillis endelig flyttede ind, var vi alle spændte på at se, hvad han ville finde på denne gang. Michael McGillis fik et rum på skolen, der kunne fungere som hans værksted, og så meldte en gruppe elever sig til, at være hans hjælpere to timer om ugen. Fuldstændig som sidste gang startede Michael McGillis med at undersøge. Han tog billeder, byggede skitser, lavede tegninger og meget mere. Han besøgte folk i området, som inviterede ham på aftensmad. Nogle gange kom elever forbi hans værksted, for at se hvad han arbejde på, og så fortalte han gladeligt om sit arbejde. Undervejs viste han, hvad han arbejdede på til vores morgensamling og fortalte om hans idéer. Men selvom vi kunne følge processen helt tæt på, kunne både elever og voksne omkring ham stadig sidde med oplevelse af, at “der sker jo ikke noget”.

Spørgsmålene til mig som skole- og projektleder var mange: “Hvornår skal det være færdigt?” og “Ved han, hvad han vil lave?” lød det fra folk omkring skolen. Jeg svarede det bedste jeg kunne. Heldigvis lod Michael McGillis sig ikke så let stresse. Han undersøgte og undersøgte, og spurgte til forskellige materialer, han ville bruge. Det hele var lidt løst, men det gik på sin egen stille facon fremad.

Alle kan lære noget, men alle har det ikke lige sjovt
Den gruppe elever, der skulle hjælpe Michael McGillis to timer om ugen, fik til opgave at skabe små skyggefigurer, som kunne bruges til skyggespil i kunstværket i skoven. Det var nemt at se, hvilke elever der blev fanget af Michaels måde at arbejde og hvilke, der hurtigt fandt arbejdet med kunst kedeligt. En gruppe elever opdagede, hvad det ville sige at undersøge. De fik gang i en gammel overheadprojektor og placerede en masse forskellige blade, papirklip, grene og så videre på projektoren, og langsomt skabte de flere spændende scenarier til skyggespillet. Resten fik skabt en eller to silhuetter til projektoren, prøvede dem hurtigt af, og løb så tør for motivation. De fandt ikke glæden ved at prøve sig frem, at teste, at undersøge, at gå på opdagelse. Men fælles for dem alle var, at de på hver deres måde havde fået skabt noget, Michael McGillis senere kunne bruge i hans kunstværk. Hvad, de havde skabt, blev altså en del af det endelige værk.

Det mystiske øjeblik
Når en kunstner som Michael McGillis arbejder, er der et helt særligt øjeblik hvor alle undersøgelserne pludselig former sig til idéen til det endelig værk. Det er et øjeblik der ofte er forbeholdt kunstneren selv, da meget kunst bliver skabt, når beskueren ikke er til stede. Sådan var det ikke med Michael McGillis. Vi fik lov til at opleve det magiske øjeblik, hvor alt faldt i hak. Det kan godt være, vi ikke var til stede i Michaels hoved, da det skete, men vi var til morgensamlingen dagen efter, hvor han viste den endelige skitse, han havde tegnet dagen før. Vi hørte om hans besøg i skoven og hans undersøgelser af træerne, mens vi så på skitsen til det endelige værk.

Fra det ene øjeblik til det andet, vidste vi pludselig, hvad der skulle ske. Nu havde kunsten fået en fast form, vi kunne se og forstå, og allerede dagen efter gik Michael McGillis i gang med at bygge værket i skoven. En lørdag, hvor han arbejdede på værket, kom der en familie forbi med mad og kage en i familien havde fødselsdag, og det synes de også Michael skulle få glæde af. I den efterfølgende periode gik de fleste af Michael McGillis’ timer med at bygge kunstværket. Her så vi ham ikke så meget på skolen, men de børn der gik i SFO var af og til i skoven om eftermiddagen, hvor de kunne se værket blive bygget.

Dagen nærmede sig, hvor værket skulle præsenteres. Grundet projektets løse form, kunne vi ikke annoncere det god tid i forvejen, men mange havde alligevel fundet vej til skoven denne fugtige septemberaften til fernisering for kunstværket. Kunstneren havde samlet elevernes skyggefigurer og landskaber til en fortælling, som blev fortalt af skolelederen, mens figurerne blev vist på kunstværket. Efter fremvisningen var værket åbent for alle, mens støtteforeningen og spejderne stod for forplejningen. Børn og voksne hyggede sig med lidt koldt og varmt at drikke der var snobrød over bål, og der blev “leget” med kunstværket, lige indtil de sidste gik hjem.

Magi kræver tid
Hvad der sker inde i hjernen, når kunsten tager form, er der mig bekendt ikke en god videnskabelig forklaring på endnu. Måler man på hjernen, kan man se en masse aktivitet forskellige steder, men hvad, der helt præcist sker, er uklart. At skabe er med andre ord: magisk!

Vi var heldige med, at vi i Ryde mødte en kunstners magi, også selvom det ikke var alle, der oplevede det som magisk.
At give eleverne et indblik i en kunstners arbejde er absolut ikke nemt, men det er for mig at se nødvendigt, hvis man ønsker eleverne senere selv skal prøve kræfter med kunstens magi. At kunne skabe er at kunne se noget, hvor andre ingenting ser. Det er svært at forstå – men det er ikke umuligt at vise, hvis man tager sig tid.

 

Læs mere om Michael McGillis her

af lea adelsten olsen