Forleden bladrede min far og gennem en Nettopose fyldt med barndoms-og familiebilleder. På billederne kunne man se tiden gå, som kornet modnes om natten. Gulnede billeder af unge forældre, ligeså gammel som jeg er nu, mine søstre og jeg i 90’er tøj og billeder af min gamle, nu lidt affældige, farfar, dengang med bred kæbe, markante briller og store overarme fra et langt arbejdsliv som smed.
Du kender det sikkert godt; minder, som man havde glemt, dukker op igen. POP, så kan man huske charterferier, familiefester og første skoledag. Billederne aktiverer erindringen. Det samme gør samtalen omkring billederne – familiemedlemmer, man aldrig har mødt, får navn og fortælling, og der bliver knyttet tråde bagud i tid.
Samtalen om (familie)historien er vigtig. Ikke kun for den enkelte, men for samfundet. Historien ånder, når generationerne deler fortællinger. Det styrker bevidstheden om historien og forankrer viden i nye generationer.
Historikeren Michael Böss mener, at samtaler, som den jeg havde med min far, er tiltrængte. Vi lever, ifølge Böss, i “Det demente samfund”, hvor flere og flere lever et historieløst liv uden forbindelse til den historie, vi alle er rundet af. Unge vokser op uden forbindelse med deres egen historie uden historisk viden til at klare de mest basale Trivial Pursuit spørgsmål og kun udstyret med en vag opfattelse af ”livet i de gamle dage”. Ting skal gå hurtigt – og der tages ikke hensyn til traditioner, kulturarv eller følelser i den altdominerende nutid.
Jeg er ikke ligeså pessimistisk som Böss. Jeg møder i mit arbejde et hav af knalddygtige historielærere på Svendborg Kommunes skoler, og nysgerrige skolebørn, der bl.a. sluger DR’s fremragende historiesatsning ”Historien om Danmark”, råt.
Böss har dog ret i, at historiebevidstheden er udfordret. Der var flere aha’er gemt for mig i dén Nettopose. Vi må ikke glemme, hvad vi er rundet af. Historieløshed skaber rodløshed, stress og ondt i livet, tab af retning, forvirring – kort sagt: demens. Derfor skal dagens kulturanbefaling være: Gå hjem og se på familiebillederne og hold historiedemensen i skak – lidt endnu.