Intentionen var oprigtig, stærk. Viljen fast og målrettet. Nytårshatte, berusende bobler og udsigten til en nyt friskt år stod forude. Nu var det tiden at gøre op. Slut med de ekstra kilo, smøgerne, slikket, overarbejdet. Nytårsforsættet virkede som den mest naturlige mål for det nye år. Og januar gik godt i gang. Kender du det?
Men så kom marts. Slankekuren er gået i stå, og fredagsslikket er rykket tilbage i hverdagen, løbeskoene står stadig på hylden, smøgerne er i lommen, og ja, pludselig er det dejligt, at der er længe til næste nytår, hvor du kan forsøge igen. Ingen taler længere om nytårsforsætter. For ingen kan alligevel holde dem.
Eller kan de?
For første gang nogensinde er det anderledes for mig. Måske fordi jeg rundede 40 nytårsaften og dermed er rigtigt voksen. Men måske nærmere fordi dette års forsæt er baseret på lyst og glæde mere end tvang og forbud.
Mit nytårsforsæt er enkelt: oplev mere kultur. Bøger, film, teater, kunstudstillinger, foredrag – stort og småt. 12 oplevelser i 2017 er et godt mål. En oplevelse per måned. Det burde være realistisk med børn, job, familie, venner og alt det andet der stjæler min tid. Og i tillæg: skrive om oplevelsen på min egen blog. Den del vender jeg tilbage til.
Tilbage til det med marts. Mit forsæt holder endnu. Januar startede med et besøg i biografen til Hell og high water. Ja ja jeg starter i det nemme. Men måske en af de bedste film længe. I nutidens Texas lander vi midt i et bankrøveri begået af to brødre, der kun stjæler små sedler, der ikke kan spores. Brødrene vil tilbagebetale et ublut lån i selvsamme bank, men støder selvfølgelig på problemer undervejs, da rangeren spillet af Jeff Bridges kommer efter dem. Det lyder måske banalt, men det virker. En film der virkelig satte barren højt for årets forventning til det store lærred.
I sofaen har de fire napoliromaner af Elena Ferrante nærmest stjålet mine aftner. En formfuldendt oplevelse, hvor sprog og fortælling stiller store krav til de kommende bøger, jeg skal have fat i i sofaen. Og så vokser lysten til en rejse til Napoli efter den oplevelse.
På Odense Teater mødte jeg for første gang Anna Karenina. Så smuk, så fortabt og alligevel så stærk. Det var en teateroplevelse, hvor kostumerne konkurrerede om opmærksomheden med historien, men hvor kampen for kærligheden trods alt sad tilbage under huden på vej hjem.
Simon Kvamm på Magasinet i Odense var sjov, sød, klog og vanvittig poetisk i sine sangtekster. Måske ikke helt så fuldendt som entertainer, men en stor musikalsk oplevelse.
De kommende uger venter Allan Olsen på Foderstoffen og det nye tiltag med artisttalks ved Music Days i Odeon. Musikere får ordet – ikke for at spille deres musik, men for at få lov at fortælle om det, der ligger bag. Tankerne, ambitionerne og måske endda vejen til musikken. Det er nyt, det er spændende og det er lige ned i tidsånden, hvor ordet igen har fået betydning.
Og jeg ser frem til den nye sæson på BaggårdTeatret, Jacob Dinesen senere på året og kunsternes åbne døre i påsken på Langeland. Det bliver en leg at opfylde dette års nytårsforsæt.
Og hvad skal det hele gøre godt for?
Kunst og kulturs fornemmeste opgave er at løfte låget på vores hoveder, puste blidt, hårdt eller i små stød ned i hjernen, støve af og udvide vores horisont.
Og det med bloggen – ja, det hænger lidt endnu. Træerne gror jo som bekendt ikke ind i himlen. Men året er ikke gået. Og nu er jeg jo i gang her. Du kan holde mig op på, om jeg får fulgt det op på bloggen på www.julielindegaard.dk.
Hvis du har lyst, så hop med på det kulturelle nytårsforsæt. Du kan sagtens begynde i marts.