Telefonforbindelsen er dårlig. Lyden skratter og falder ud. Stemmen i røret er dog klar og tydelig:
”Havde jeg stået i samme situation, havde jeg måske gjort det samme.” Stemmen tilhører kaptajn Eddy Lopez, der efter sin frigivelse fra de somaliske pirater, nu bor i Chile. Interviewet bliver lavet kl. 14.45 dansk tid, 8.45 chilensk. Så passer det nemlig med, at Eddy har afleveret sin søn i skole og nået tilbage til huset i Villa Alemana. Hverdagen september anno 2014 står i skærende kontrast til tiden i Somalia.
Der hvor det gør ondt
Det er halvandet år siden, de to sømænd blev frigivet, og selvom der er sket meget siden, så er oplevelserne stadig tæt på. Formålet med artiklen er at undersøge om Søren og Eddy forstår deres gidseltagere. Det står dog hurtigt klart, at det gør de begge. Det gør det ikke nemmere for dem at acceptere eller tilgive, hvad der er sket, men de forstår.
”Havde jeg været en gedehyrde i en søskendeflok på 10 uden nogen penge, så kunne jeg nok også have fundet på at gøre det. De har kun det tøj, de står og går i. Alternativet er at stjæle eller ende i slummet. Havde jeg været i deres situation, havde jeg nok gjort det samme.” Det er Søren der taler. Udmeldingen er konstaterende og direkte. Har man siddet fanget som gidsel i mere end to år i konstant frygt for sit liv, så er et spørgsmål som: ”Forstår I, hvorfor de gjorde det?” heller ikke så skræmmende. Der har været ting, der var værre.
”Der kommer mange minder frem fra tiden dernede. Hvad jeg skulle igennem, og hvad min familie skulle igennem. Jeg kan huske, at de tvang os til at ringe til vores familier
og sige, at de ville slå os ihjel, hvis de ikke betalte for at få os fri. Jeg kan huske, at Sørens forældre og min kone og børn græd meget.” Det er Eddy der fortæller. Han er fattet, rolig og vil gerne snakke. Det vil de begge.
Ondskaben i os alle
Milgram-eksperimentet fra 1961 beviste, at helt almindelige mennesker er i stand til at påføre andre smerte, så længe der er en autoritetsfigur tilstede til at forsikre dem om, at de gør det rigtige. I eksperimentet var forsøget stillet op som en undersøgelse af evnen til at lære. Forsøgspersonerne var henholdsvis en lærer og en elev. Hver gang eleven svarede forkert på et spørgsmål, skulle læreren straffe denne ved at sende 15 volt gennem kroppen på eleven. For hvert forkert svar steg styrken med 15 volt. Eksperimentet gik i virkeligheden ud på at finde ud af, hvor langt ”læreren” ville gå i forhold til at påføre andre mennesker smerte. Det var helt almindelige mennesker uden sadistiske tendenser, men stillet overfor en opgave og overvåget af en autoritetsfigur.
I Somalia var det bosserne der bestemte, hvornår Søren og Eddy skulle have tæsk. Dem der til dagligt holdt øje med de to sømænd havde sjældent noget med volden at gøre og kunne også finde på at kigge væk, når det fandt sted. Det var frivillige, der meldte sig til at slå. Sådan virkede det i hvert fald, selvom sprogbarrieren gjorde det svært at forstå, hvad der skete. Pirateriet var et job, et arbejde og en måde at tjene penge til familien. Det var en måde at overleve på i et land, hvor mulighederne for overlevelse var små. ”Det er en blanding mellem overlevelse og ondskab,” siger Søren, da vi snakker om det.
Kampen for overlevelse kan under de rigtige omstændig- heder skabe onde mennesker, eller i hvert fald onde ger- ninger. Situationer, hvor medmenneskelighed og empati forsvinder, og grusomme handlinger bliver begået.
Da interviewet er ved at være slut, siger Søren:
”Piraterne og filippinerne har været glemt. Det er spæn- dende, at forestillingen først og fremmest fører os ind i hovedet på en af de almindelige pirater. Ikke en boss eller en forhandler, men et ganske almindeligt menneske.”
