Det er i sig selv logisk, idet det græske ord for ord er logos.
Ord elsker også fornuft.
Også selvom den forrige sætning semantisk er logisk, men af tvivlsom fornuft.
Men hvor meget af det virkeligt vigtige i vores liv er logisk og fornuftigt?
Kærlighed? Affekt? Eller i det hele taget følelser generelt? Forplantningsakten – særligt når det drejer sig om at undgå forplantning…? Det smukke i livet? Det gode?
Det forekommer mig, at det allervigtigste i livet er ulogisk og langt hen ad vejen irrationelt – og derfor vanskeligt lader sig indramme fuldstændigt i ord.
Særligt når indoeuropæiske sprog siden sanskrit over linear B til f.eks. dansk har udviklet sig omkring substantivet – tingsliggørelsen, hvor alting kan ejes.
Hvad mon der ville være sket mellem mennesker, hvis f.eks. sioux-sproget havde fået dominans med dets fokus på handling: hvor en vej ikke er en genstand, men ”noget der kan gås”; så ville vejen ikke længere være noget, der kan erhverves eller mistes, men en handling, man kan gøre sammen, smukt, fraværende, nærværende osv.
Derfor har kunsten en afgørende rolle som det ordløse medie til livets og ikke fornuftens essens.
Det ordløse sprog i malerkunsten, dansen, musikken, arkitekturen, film og scenekunst kan være vejen uden om ordets logiske begrænsning og ind i sansernes verden.
Og sanses må der.
Den fulde sansning fordrer fordomsfrihed, opmærksomhed på både sansning og det sansede – og forpurres af domsfældelse.
Fordomsfrihed tillader os at opleve det tilstedeværende for det, det er, og ikke for det, vi forventer af det.
Hvis vi magter at rette det ene øje/øre mod det formidlede, og det andet mod vores indre, samtidige liv, bliver vi bevidste om udtryk og indtryk. Og der gives plads til erkendelse.
Denne kunstens egentlige interaktivitet kvæles af vurderingen, når vi (for)lader sansningen og fanges i domsfældelsen.
For mange af os er det nemmere at være i sansning af det ufarlige; hvor tonen bare er cis, farven blot er rød og duften er sød.
Mere er i spil, når intimiteten vokser.
I disse tider hypereksponeres vores intimliv, når kærestesorg, barnefødsler og alskens følelser formidles på sociale medier. I et væld af ord. Og stærkt redigeret til en personlig branding. Og måles på antal ”likes”.
Det udfordrer intimitet som inderlig ægthed, når den bliver en accessory.
Når følelser bliver til attributter tabes følsomhed.
Derfor må kunsten kæmpe for sin plads i nysgerrig søgen efter det intime mellem mennesker skildret gennem nærhed, erotik, private øjeblikke, sanselighed, nuancer og berøring.
Og derfor må vi øve os i den ordløse indlevelse.
Derfor opfordres du til at besøge udstillingen ”Tæt på – Intimiteter i kunsten” på Statens museum for kunst.