Gregers Møller Jensen er en Svendborgensisk kunstnerisk ildkugle, som i en alder af blot 20 år allerede har et imponerede CV. Han har blandt andet været medlem af marimbaorkestret Marimba Dream, BaggårdTeatrets ungdomscrew Fraktion B, og så har han produceret, instrueret og spillet med i kortfilmen ”Levende Billeder”, som endte på Ekkos eftertragtede ”Short List”. I 2015 blev han indstillet og nomineret til Svendborg Kommunes ungdomskulturpris, og i dag er han på vej videre ud i verden med sit drive, gejst og kunstneriske talent. Her er hans første indspark som B-blogger:

For nu bare at starte lige på og hårdt…

”Levende Billeder”, var for mig, som kunstner, ikke vigtig. Det vigtige for mig var, og er stadig, det rum, vi gav hinanden. Det rum, der kommer af ingenting og samtidig har alt. Det rum, der ikke kræver andet end intet, og derfra kan vokse i alle retninger, hvis man tillader det. Hvis ens omgivelser tillader det, og det vil sige Svendborg, i mit tilfælde. Hvis man er et sted med nogle mennesker, der har tillid til, og som kan hvile i det uendelige rum, indtil det får sine begrænsninger i form af en stemning eller en farve, og i vores tilfælde ender med at blive en filmfortælling, så har man et rigtig godt udgangspunkt!
Harders, Maskinen, prøveparken, Svendborg Street Art forening og JA-puljen (oprettet af Svendborg Kommune, red.), er nogle af de steder på Sydfyn, hvor der er det rum, indtil man selv finder sine begrænsninger, og så bliver de til en gave for et projekt. Kreativitet bliver et must, hvis man bliver presset og skal tænke ud af boksen. Hvis vi havde fået flere hundrede tusinde af JA-Puljen til at lave film for, så havde det været meget sværere og fjernet fokus fra essensen af det, vi gerne ville. Dermed ikke sagt, at vi havde sagt nej tak til et sådant beløb, vi havde snildt fundet noget at bruge pengene til, jeg mener bare: Filmen var blevet lavet – no matter what.
Når vi sidder i Fraktion B og brainstormer, er der sgu ingen begrænsninger. Alt hvad vores krøllede hjerner hitter på, kommer på bordet, mange er ambitiøse ting, og derefter får vi en begrænsning i form af en location, eller en indgangsvinkel, og så bliver det sjovt. Jeg ville være skræmt fra vid og sans og aldrig komme i gang, hvis opgaven lød: I har ingen begrænsninger overhovedet, alt er I jeres hænder, find på noget! Begrænsninger er vigtige for kunstnere – og for Svendborg. Vi har brug for de udfordringer, vi har brug for en provins, der skal ruskes i, vi har brug for en lille revolution, for så sker der noget. Og selvfølgelig er tilskuddene der, og dem bliver der da også delt pænt ud af, men det er en bonus. En meget nødvendig bonus, for at alle kan gå til koncerter og komme i teatret og få fede oplevelser til en rimelig pris. Men jeg siger jer! Der er ikke noget som en undergrundskoncert på maskinen, hvor alt går op i en højere enhed, fordi frivillige kræfter, spilleglæden og gå-på-modet er så meget federe end en ”rimelig pris”.

Kunst – et behov for at skabe
Trangen til at skabe i fælleskab har ikke altid skinnet klart igennem hos mig. Jeg er først rigtig blevet bevidst om den de sidste par år. Man kan have rigtig mange gode intentioner hjemme i sin workshop, men hvis ikke man springer ud i det uvisse og satser noget, så kan det være lige meget. Jeg er blevet opfordret til at satse hele butikken, søge penge, låne filmgear eller rejse land og rige rundt for at spille koncerter, men det er også, fordi jeg har opsøgt et fællesskab. – nogle mennesker, der er med på den værste, og som også går ind i det med hud og hår. Det er fantastisk, og det synes jeg, vi er gode til på Sydfyn. Hvis jeg råber ”HJÆLP JEG VIL SKABE”, så bliver jeg hørt. Jeg møder Birgitte Skriver (kulturkonsulent, Svendborg Kommune, red.) fra JA-Puljen, der giver et bidrag, eller Sarah Smed fra Danmarks Forsorgsmuseum, som siger: ”Fedt mand! Det gør vi!”
Vi er trængende i Svendborg, og det kan mærkes, og det er også det, der driver eventyret i mig.
Et eventyrs slutning er for mig starten på et nyt. Starten på nye ideer og tanker om, hvad der rører sig, og hvad skal fortælles. Hvis man tager ansvar for, det man gemmer på, det der skal ud i universet, så kan der ske de mest fantastiske ting. Nu ved jeg godt, at mit kunstneriske virke her i verden ikke har flyttet bjerge (endnu!), men i det mindste har jeg og mine venner taget ansvar for, hvad der rører sig i os, og det er kommet ud til jer. Og så længe det gør det, så længe lysten er større end frygten, kan legen fortsætte. Legepladsen skal også vedligeholdes. Svendborg er en god legeplads, men der er stadig nogle døre, der skal sparkes ind, nogle fordomme der skal nedbrydes og modbevises.

Til sidst er det vigtigt for mig at sige: Der findes ingen eksklusivitet i kunst. Alt, hvad du har i dig, er godt nok. Al form for lyst og gå-på-mod er godt nok. Hvem siger man skal studere musik et halvt liv for at udgive en plade? Eller at man skal gå på teaterskolerne for at sætte en forestilling op? Ingen! Den eneste, der bestemmer det, er dig selv. Det værste jeg ved er jantelov og for lave overliggere. Du er sgu nødt til at have et stort mål, hvis du vil have en chance for at score. Da vi i Marimba Dream Team besluttede os for at samle små to hundrede tusinde ind for at tage på turné i Mexico, var der ikke tid til at sige: ”Det kan da ikke lade sig gøre.” Og dem der sagde det, lyttede vi bare ikke til.
I fælleskab kan alt lade sig gøre, og det er ikke nogle eksklusive omgivelser eller personer, der afgør om ting sker. Det er et valg man tager.

 

Se kortfilmen Levende Billeder her:

af Gregers Jensen

Gregers har trådt sine barnesko på Svendborg Musikskole, spillet teater i Fritidsteatret, instrueret en kortfilm, og blev i 2016 indstillet til Svendborg Kommunes ungdomskulturpris for sit målrettede arbejde med kunst og kultur. Efter nogle kreative teenageår i Svendborg er han nu rejst fra Sydfyn for at indtage resten af Danmark. P.s. og så kører han på motorcykel