Kulturen er vores mentale fristed.
Vi bruger vores smartphones konstant i hverdagen, til både at skrive beskeder, tjekke Facebook og nyheder, og nyder de fordele det giver. Vi har hele verdens viden og al verdens underholdning i vores hænder. Men det er også med til at stresse os og give os en følelse af, at vi altid skal være på og stå til rådighed. Vi er altid en lille smule på arbejde og vi har hele tiden en besked eller to hængende, som vi burde have svaret på. Sådan oplever jeg det i hvert fald.
Sidste år viste en undersøgelse fra Deloitte, at vi i gennemsnit tjekker vores smartphone 2,5 gang i timen. Ikke overraskende, viste undersøgelsen også, at jo yngre vi er, jo oftere tjekker vi mobilen.
Men den viden og den underholdning, vi får gennem nettet er altid kun et lillebitte udsnit af den virkelighed, den påstår at vise. Videoerne er redigerede, til kun at vise os den del af virkeligheden, som afsenderen ønsker, vi skal se. Nyhederne er planlagt til at give os klik-kløe i fingrene og slipper kun igennem nåleøjet, hvis det skaber umiddelbar afsky, vrede, rørstrømskhed eller på anden måde slår en enkelt streng i vores følelsesregister an med voldsom kraft. Der er langt mellem de skæve akkorder, der giver nysgerrighed og undren. De er simpelthen for subtile til at trænge igennem det tunge tæppe af pangfarver og sort, der kæmper om vores opmærksomhed online.
Men til gengæld er det også i vores connectede verden blevet den ypperste luksus at slukke mobilen og dele det menneskelige nærvær. Det er det vi gør, når vi virkelig ønsker at vise, at vi respekterer den oplevelse vi er i og ønsker at give den fuld opmærksomhed. Vi trækker ikke lige mobilen frem, når vi er i dyb samtale med en ven i krise. Eller når vi har sex.
Og netop, når vi giver os selv lov til at opleve nuet og virkeligheden helt tæt på, giver nuet så meget tilbage til os. Vi mærker os selv i sammenhæng med den oplevelse, vi er i. Vi får modsætningerne med. Vi får duftene, berøringerne, feromonerne, rytmen i mellemgulvet og oplevelsen af andres oplevelse med i pakken.
Derfor skal vi også være opmærksomme på, at når vi giver os selv den gave, det er at se live-kultur, menneske til menneske-kultur, så bliver det ganske tydeligt, at det kræver at vi er offline.
Ingen af os er i tvivl om, at det ville være grænseoverskridende dårlig stil at hive mobilen frem, mens vi er til en teaterforestilling og mens der stadig er mange, der kan finde på det til en stadionkoncert, så oplever jeg det mindre og mindre til de mange små intime koncerter, vi har på Sydfyn. Men vi kan blive meget bedre til det!
Jeg tror, det bliver mere og mere vigtigt, at vi udvider det intime rum, hvor vi hengiver os til nuet uden potentielle forstyrrelser – og at vi bliver opmærksomme på hvornår vi gør det og hvor stor en forskel det gør for oplevelsen.
Jeg håber, at vi bliver endnu bedre til at respektere en gåtur i skoven, et måltid med familien, en kunstudstilling en koncert og alle de andre smukke muligheder for nærvær, som vi har til overflod på vores skønne plet i Verden, lige så meget som teaterforestillingen og sexen. For der er gode grunde til at de ting rammer så dybt i os.
Vi er langsomt ved at finde en balance i vores onlineliv. Men det kræver at vi starter med respekten for oplevelsen og nærværet – med andre mennesker og alene.
Vi skal lade kulturen blive et endnu stærkere mentalt fristed, hvor det nærvær, vi giver til hinanden ved at respektere de optrædende, de nærværende, partneren og kunsten, mangedobler den spænding og kompleksitet kulturen og naturen giver os. Og alt hvad det kræver, er at vi lægger mobilen, lukker computeren og kigger hinanden, kulturen og verden dybt i øjnene.