For tiden er jeg mere optaget af arbejdskultur og samfundsøkonomi end kultur-kulturen. Kultur-kulturen har det generelt godt, ikke mindst her i Svendborg – der er så fantastisk mange mennesker, som gør en masse. Det er kultur – at folk gider. For hinanden og for det fælles.
Ser vi fra arbejds- og økonomivinklen, så synes jeg, at vi som samfund bevæger os den forkerte vej. Mere rigidt og menneskefjendsk – mere polariseret, og alligevel lader vi som om vi ikke længere er et klassesamfund. De politiske vinde tilgodeser de rigeste, og de prøver at bilde os ind, at det styrker samfundsstrukturen, fordi de rige skaber det, som driver verden frem, økonomisk vækst og arbejdspladser. Og sådan er det jo ikke. Vi er alle sammen vigtige, og deltagere og yder. Og i øvrigt kan man også bemærke at verden måske driver i den forkerte retning, med affalds- og klimaproblemer til følge, stress og et voksende antal mennesker med psyko-sociale problemer. Så måske er de slet ikke så kvalificerede, de toneangivende på arbejdsmarkedspolitikken. Det hele er frygtelig komplekst og kan selvfølgelig ikke ordnes i et blog-indlæg en tilfældig dag i september.
Det komplekse gør det svært for os at handle, at reagere, – hvor skal jeg sætte ind for at skabe modstand? Jeg har ikke svært ved at tage stilling til, at måden vi behandler mennesker udenfor arbejdsmarkedet på, ikke er i orden, ikke er hensigtsmæssigt eller respektfuldt. Måden vi behandler jorden, vandet og dyrene i konventionelt landbrug er ikke i orden. Måden den nuværende institutions- og undervisningspolitik tænker et menneskeliv, hvor barndommen og ungdom skal bruges, så det kvalificerer til et samfundsøkonomisk rentabelt voksenarbejdsliv – det er ikke godt. Vi mister meget undervejs, både som mennesker og som samfund.
Det hele er blevet meget komplekst og måske skal vi søge i det enkle. At vide at mennesker skal have mad, et sted at bo og tøj på kroppen – så det giver vi til hinanden. Og så skal vi have frihed til at handle, skabe, arbejde, yde omsorg for andre, passe haven, dyrke sport og synge. Desuden er der noget arbejde vi som samfund/fællesskab ønsker at få gjort – det betaler vi for: sygehuse, skoler, veje og så videre. Vi skal kunne sige nej til arbejde, som vi ikke ønsker og det kan der være mange grunde til. Generelt ønsker folk at tage del og yde til det fælles. Dét er kultur – at mennesker faktisk gerne vil. Lige nu er der mange tusind mennesker, der ikke må noget som helst andet end at kvalificere sig/ blive afprøvet til et arbejdsmarked, som alligevel ikke ønsker at bruge dem. Det bliver de syge af.
Nu bliver det igen komplekst – og hvordan skal jeg handle?
Selv er jeg inspireret af det konkrete moralske imperativ:
Aldrig at ønske noget, som man ikke er parat til at ophæve til almen gyldighed.
Prøv at tænke det igennem fra flere vinkler: Er dét, jeg ønsker mig, muligt at ønske for alle mennesker. Er dét, som nogen ønsker for andre, noget de også ønsker for sig selv ( f.eks. kontanthjælpsloftet, som politikerne udtrykker er meget motiverende, hvorfor så ikke lade det gælde for alle)? Er det vi ønsker os som samfund (levestandard) muligt at ønske for hele verden? Ønsker vi gode arbejdsbetingelser for Bestsellers arbejdere i Bangladesh og er parate til at betale prisen for det tøj, de syr? I modsat fald er vi et slavesamfund og har formået at placere vores slaver så behændigt langt væk, så vi ikke ser dem. Den måde jeg belaster jordkloden på (det økologiske fodspor), kan det ganges op med 7 mia? Og kan kloden stadig holde til det?
Sætningen, det moralske imperativ, kan tænkes rundt i mange interessante hjørner af valg og viljer. Og måske være med til at give retning på, hvor vi skal hen.