De valg, vi træffer, når vi kommunikerer – skriftligt og verbalt – privat og offentligt – kan have konsekvenser for modtagelsen af afsenderens budskab og skærme for det egentlige indhold. Og det er virkelig ærgerligt. Derfor vil jeg gerne have dig til at reflektere over, hvor vigtigt det er at tænke over din retorik. Og derfor bliver jeg nødt til at trække offerkortet. Bare et lille et; Lad være med at kalde os “de unge”.
Jeg har en fornemmelse af, at du ikke har overvejet betydningen at dette lille kendeord på to små bogstaver. For bevares – på overfladen virker det som et temmelig uskyldigt udtryk. Men i denne kontekst føler jeg, det skubber os to og vores “grupper” længere væk fra hinanden. Desværre.
Gennem kunst og kultur kan vi føle et fællesskab – en samhørighed på tværs af alder, køn, baggrund, etnicitet og en masse andre ting. Også sproget kan hjælpe os til at forstå hinanden bedre og være mere rummelige. Blandt andet derfor bør vi være bevidste om vores ordvalg. Jeg tror bestemt ikke, problemet kun gælder unge, men alle grupper, man kan sætte “de” foran rent grammatisk. “De ældre”. “De stærke”. “De svage”. Kan du høre det?
Jeg synes, “de”-ordet skaber distance. Egentlig synes jeg også, det kan virke lidt nedgørende. I de fleste tilfælde tror jeg ikke, det er en bevidst handling fra afsenderens side. Men hver eneste gang, jeg hører eller læser en sætning, der begynder med “de unge”, står jeg simpelthen af og lytter nærmest pr. automatik ikke efter. Beklager.
Så næste gang, du kommer men en betragtning om denne – ligesom alle andre aldersgrupper – lidt udefinérbare kategorisering (for hvornår er man ung? Er jeg stadig ung? Jeg er 24), så omtal os blot som “unge” – ikke “DE unge”.
Tak for din omtanke!