I Ribers Gaard i Svendborg er den herskende filosofi, at man giver en lille smule mere til fællesskabet end man tager til sig selv. Værdier som generøsitet, diversitet, spontant iværksætteri og ganske meget knofedt bliver brugt i bestræbelserne på at drive kunst og kulturfællesskabet Ribers Gaard.
Engang husede Ribers Gaard en entreprenant købmandsbutik, som havde skibe, der sejlede til Østen og hjembragte krudt og krydderier. Der var heste i gården, køer i længerne og spritdestilleri på loftet. Historien går, at porten fra Møllergade ind til Ribers Gaard var sat i for at hestene kunne græsse frit uden at stikke af, men især for at sikre, at bønderne også huskede at aflevere noget betaling til købmanden efter endt torvedag, fortæller daglig leder af Rytmisk Råstof Henning Harder, som i sin tid startede spillestedet Harders. I dag står porten pivåben og gårdspladsen er nu epicenter for de nystartede kunst- og kulturdage, hvor kun fantasien sætter grænser. Mellem de skæve brosten er der sat blomsterkasser og bænke op. På denne iskolde sommerdag har B TIMES sat Luise Midtgaard fra Luna Park, initiativtager til filmklubben ”Escargot Obscure,” Jesper Kring, Henning Harder og Michael Kirketerp Struve, formand for den arbejdende bestyrelse Ribers Gaard i stævne. Imens vi taler er en fra opfinderværkstedet Storm P Lounge i gang med et work in progress – en kongestol lavet af græs.
På en rundtur i Ribers Gaard er det kendetegnende for stedets ånd, at alle rum, værksteder og virksomheder, er internt forbundne med hinanden. Fra ”Luna Park”, som producerer scenekunst og installationer, bevæger vi os fra deres nyistandsatte kridhvide rum med udsigt over havnen ind i billedkunstner Lasse Snorgaards atelier. Hans tilgang til maleriet er ”autonomt og anarkistisk”, men ikke mere end at hans ipad kunst er blevet til på en opfodring fra det it – pædagogiske konsulentfirma Kompas. Når Kompas holder møder med folk fra udlandet i det tjekkede kontor skal gæsterne igennem et udstillingsrum, hvor kunstnersammenslutningen ”Ved siden af” blandt andet arrangerer udstillinger. Gæster udtrykker, ligesom mange af de turister, der konstant kommer ind i Ribers Gaard, forundring over den kosmopolitiske stemning, der hersker på stedet.
Neo – hippism
Op ad trappen træder vi ind i mørket til filmklubbens intime biografrum. Jesper Kring fortæller om, hvordan synergien mellem de 11, på papiret, ret så alsidige virksomheder og foreninger opstår: ”Vi består af mange forskellige grupperinger, som ikke nødvendigvis er”connected”, men vi samarbejder alligevel hele tiden på kryds og tværs af hinanden. Og selvom man har en virksomhed, kan man godt være kreativ”, fastslår
Jesper Kring og fortæller videre, hvordan ejeren af Kompas en dag udbrød; ” Jeg skal da også lige ud og tjene nogle penge”, hvorefter han kom tilbage og såede planter. Planerne for fremtiden er sprudlende og mangfoldige. En forlængelse af lejekontrakten så den varer i 100 år, bogstaveligt talt, er et af ønskerne. Derefter bobler det omkring bordet med forslag til nye kulturelle indslag i Ribers Gaard; en gammeldags barbersalon og en skakklub, et kulinarisk samarbejde med den svendborgensiske indvandrerkultur og et permanent øverum til sART Danseteater. Dernæst står alle loftrummene stadig ubenyttede. De skal forhåbentligt restaureres med midler fra Realdania. Lige nu fungerer de som et skatkammer for samlerobjekter; farverige kostumer, gamle mælkejunger, læderkufferter i alle afskygninger og døren fra det hedengangne Rob Roy. Alle er velkomne til at bruge tingene til projekter. Legen er sat fri.